Slået op d.

Den globale opvarmning er bevist

Klimaeksperter har bevist, at den globale opvarmning skyldes menneskers udledning af drivhusgasser. Undersøgelsen bør få konsekvenser for den fremtidige klimapolitik, mener forskerne.

Mennesker har skylden for den globale opvarmning. Det kunne klimaeksperter meddele på årsmødet i Den Amerikanske Sammenslutning for Videnskabens Fremskridt i fredags.

– Debatten, om vi kan se den globale opvarmning eller ej, er ovre. I hvert fald for rationelle mennesker. Nye computerstudier, der ser på temperaturen i vandet i stedet for i atmosfæren, giver det hidtil tydeligste signal om, at den globale opvarmning er godt på vej, sagde Tim Barnett, forsker ved Scripps Institution of Oceanography i Californien.

Tim Barnett har sammen med sit forskerhold brugt en række klimamodeller til udregning af temperaturudviklingen i havene i de seneste 40 år. Disse er senere blevet sammenlignet med temperaturmålinger, og beregningerne har vist sig at være 95 % korrekte. Ifølge Tim Barnett kan opvarmningen under ingen omstændigheder skyldes solen eller vulkaner. Han mener også, at resultaterne fra undersøgelsen bør få politikerne til at reagere.

– Politikerne kan ikke længere sige, at modellerne ikke passer med virkeligheden. Kyotoprotokollen er ikke uden problemer. Men dette er en god mulighed for de lande, der ikke er med i Kyotoprotokollen, til at overveje deres fremtidige klimapolitik, siger Tim Barnett.

Kilder: Morten Jastup, Politiken (19.02.05), 1. sektion, s. 1 og 8; Reuters, Berlingske Tidende (19.02.05), Udland, s. 12.

 

Denne nyhed er fra MILJØ INFO

MILJØ INFO er en elektronisk informationsservice til alle, der beskæftiger sig professionelt med miljø og arbejdsmiljø.

Få mere info på: http://www.miljoinfo.dk

MILJØ INFO leverer nyhederne til Øko-nets oplysning om drivhuseffekten, dens forebyggelse og konsekvenser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *