Slået op d.

Kyoto-aftalen kun en begyndelse!

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om afværge fremtidige trusler om klimaændringer, er der brug for flere og mere omfattende klimaaftaler. Det vil kræve politisk mod at træffe beslutninger, der vil være upopulære på kort sigt. Det skriver næstformanden for tænketanken International Climate Change Task Force i Information.

Kyototraktaten er trådt i kraft. Det er et stort og betydningsfuldt skridt, fordi det er lykkes at lave et internationalt samarbejde om at begrænse den globale opvarmning. Men Kyoto kan ikke alene forhindre den trussel, som verden står overfor, og traktaten må ikke blive en klimapolitisk sovepude, advarer Stephen Byers, der er tidligere britisk handels- og industriminister og nuværende næstformand for den klimapolitiske tænketank International Climate Change Task Force.

Traktatens utilstrækkelighed skyldes ikke Indien, USA og Kinas manglende deltagelse. Det handler derimod om, at de emissionsreduktioner, som protokollen stiller krav om, kun er svage modtræk mod de globale klimaforandringer, fremgår det af debatindlægget.

”De langsigtede klimaforandringer, der truer den menneskelige civilisation, som vi kender den, er den største trussel, verden står over for i dag – heri har den britiske premierminister, Tony Blair, fuldkommen ret”. Intet land vil gå fri, lyder det fra Byers. Han mener, det vil være nødvendigt at træffe upopulære beslutninger på politisk plan, som først vil kunne mærkes om 10-20 år.

USA står for ¼ af udledningen af drivhusgasser på verdensplan. Det vil derfor være afgørende at få overtalt USA til at deltage. Det er også nødvendigt, at en række ansvarsbevidste nationer går foran og viser vejen. G8 kan være det rette forum at drøfte en fremtidig klimapolitik. Stephen Byers mener, det er en oplagt idé at nedsætte en klimagruppe af G8-landene, Kina og Indien.

Til at begynde med kan vi glæde os over, at Kyoto-traktaten endelig er trådt i kraft. Men samtidig skal der skabes politisk vilje til at bekæmpe de udfordringer, som klimaændringerne rejser, skriver Stephen Byers.

Kilde: Stephen Byers, Information (17.02.2005), s. 24.

Denne nyhed er fra MILJØ INFO

MILJØ INFO er en elektronisk informationsservice til alle, der beskæftiger sig professionelt med miljø og arbejdsmiljø.

Få mere info på: http://www.miljoinfo.dk

MILJØ INFO leverer nyhederne til Øko-nets oplysning om drivhuseffekten, dens forebyggelse og konsekvenser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *