Slået op d.

Kyoto-protokol uden USA

Vedtægten af Kyoto-protokollen blev i går fejret med en ceremoni i Japan, men trods de høje forventninger nedtoner EU miljøambitionerne pga. amerikansk nej til aftalen.

140 lande vil på verdensplan arbejde for at nedbringe udslippet af drivhusgasser, der i 2012 skal være nedbragt med fem procent i forhold til niveauet i 1990. Grundlaget for aftalen er forskernes mere og mere begrundede tro på, at klimaændringer skyldes den menneskeskabte drivhuseffekt, der nu med ændret miljøpolitik skal nedbringes drastisk.

I EU hersker der ifølge Berlingske Tidendes nyhedsanalyse i dag frustration over, at USA nægter at deltage, og utålmodigheden med nationen er voksende. Præsident George W. Bush er klart imod Kyotoaftalen, men rundt om i landet bliver stadig flere senatorer opmærksomme på problemet, og bl.a. senator John McCain arbejder for at få vedtaget et loft for det amerikanske CO2-udslip samt for at etablere et system med handel med CO2-kvoter inspireret af Kyoto-modellen. På trods af dette har EU sænket de ellers høje miljøambitioner, da USA sammen med Kina og Indien er et af de største energiforbrugende lande.

”Den amerikanske modvilje har i første omgang fået EU til at sænke sine egne ambitioner i klimapolitikken ud fra en erkendelse af, at det ikke hjælper noget, at EU går for langt i spidsen med fanen, hvis store energiforbrugende lande som USA, Kina og Indien ikke følger med”, skriver Ole Bang Nielsen.

Herhjemme er der indtil videre problemer med at leve op til de mål, der er blevet sat for udslip af CO2, mens lande som Tyskland, Sverige og Storbritannien ikke er langt fra at nå, hvad de lovede i 1997. Den britiske premierminister Tony Blair har endvidere lovet, at Storbritannien vil bruge sit formandskab af G-8 til at starte forhandlinger om klimakontrol på længere sigt. Dermed vil han forsøge at skabe en dialog med den amerikanske præsident.

Kilder: Ole Bang Nielsen, Berlingske Tidende (17.02.05), 1. sektion, s. 12; Urban, Ritzaus Bureau (02.17.05), s. 16.

Denne nyhed er fra MILJØ INFO

MILJØ INFO er en elektronisk informationsservice til alle, der beskæftiger sig professionelt med miljø og arbejdsmiljø.

Få mere info på: http://www.miljoinfo.dk

MILJØ INFO leverer nyhederne til Øko-nets oplysning om drivhuseffekten, dens forebyggelse og konsekvenser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *