Udgivet i Skriv en kommentar

Dansk energi byttes for CO2-kvoter i Estland

I slutningen af 2005 begynder Vestas opførelsen af 13 vindmøller med en samlet kapacitet på 21 MW uden for hovedstaden Tallinn. Danmark får dermed mulighed for at købe kvoter for ca. 400.000 ton CO2 fra projektet.

Danmark skal opføre 13 vindmøller med en samlet kapacitet på 21 MW uden for hovedstaden Tallinn i Estland. Det indgik miljøminister Connie Hedegaard (K) en aftale med sin estiske kollega, Villu Reiljan, om på FN’s klimakonference i Buenos Aires. Aftalen vil give Danmark mulighed for at købe kvoter for ca. 400.000 ton CO2 fra projektet.

– Projektet kan blive en fordel for miljøet og for dansk økonomi i form af en eksportaftale. Med den dansk-estiske aftale understreger vi, at Kyoto-protokollens mekanismer fungerer, og at vi er i fuld gang med at tage dem i brug, siger Connie Hedegaard.

I øjeblikket forhandler den danske vindmølleproducent Vestas med det danske selskab Global Green Energy ApS om opførelsen af de 13 vindmøller. Global Green Energy ApS oplyser, at ordren kommer til at lyde på omkring 200 mio. kr. Forhandlingerne ventes at være afsluttet om tre-fire måneder, og selve opførelsen af vindmøllerne begynder i slutningen af 2005.

Energien fra vindmøllerne skal erstatte strøm fra Estlands stærkt forurenende kraftværker, der er baseret på olie-skiffer. Den sparede mængde CO2 vil samtidig pynte på Danmarks klimaregnskab.

Der er i forvejen indgået aftaler mellem miljøministeriet og en række tidligere kommunistiske lande i Østeuropa og Centralasien om klimasamarbejde.

Kilder: Ritzau, Jyllands-Posten, (16.12.04.), 1. sektion, s. 3; Gerd Buchhave, Børsen, (16.12.04.), s. 9.

Denne nyhed er fra MILJØ INFO

MILJØ INFO er en elektronisk informationsservice til alle, der beskæftiger sig professionelt med miljø og arbejdsmiljø.

Få mere info på: http://www.miljoinfo.dk

MILJØ INFO leverer nyhederne til Øko-nets oplysning om drivhuseffekten, dens forebyggelse og konsekvenser.

Skriv et svar