Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd kritiserer i et debatindlæg Bjørn Lomborg for at fremføre fejlagtige påstande om Kyoto-protokollen. Samtidig har Lomborg ikke belæg for sin kritik af Danmarks satsning på vindenergi, skriver han.
I et debatindlæg i Politiken i dag kritiserer Kåre Press-Kristensen, civilingeniør i Det Økologiske Råd, Bjørn Lomborg for hans påstande om Kyoto-protokollen og Danmarks satsning på vindenergi. Lomborg henviste i den forbindelse til konferencen Copenhagen Consensus, hvor en række økonomer blev bedt om at prioritere indsatsen mod verdens globale problemer. Ifølge Press-Kristensen kan man imidlertid ikke regne med deres vurdering.
”Der er ingen seriøse videnskabsmænd på denne planet, der tør bare at gætte på konsekvenserne af drivhuseffekten de næste 100 år. Derfor er det skræmmende, når økonomer lystigt giver sig til at regne på konsekvenserne de næste 300 år frem i tiden, endda helt uden at inddrage eksperter fra praktiske videnskaber: meteorologer, klimatologer, ingeniører, læger, sociologer m.fl.”
Press-Kristensen kritiserer endvidere økonomernes prioritering af at bekæmpe sygdomme i u-landene, da det ifølge ham ikke har noget at gøre med Kyoto-protokollen, der beskæftiger sig med det globale klima. Samtidig afviser han, at det skulle være en dårlig ide at satse på vindenergi. De beregninger, der ligger til grund for vurderingen er ifølge ham for længst tilbagevist pga. fejl og misforståelser. Vindmølle-energi er tværtimod en stor samfundsøkonomisk gevinst, skriver Press-Kristensen og slutter:
”Erhvervssuccesen som følge af 1990´ernes investeringer i vedvarende energi og energibesparelser er netop et at de guldæg, der skal forsørge Danmark fremover, efterhånden som olien i Nordsøen udtømmes og de globale energikriser samt ældrebyrden begynder at kradse”.
Kilde: Kåre Press-Kristensen, Politiken, (06.12.04.), 2. sektion, s. 5.
Denne nyhed er fra MILJØ INFO
MILJØ INFO er en elektronisk informationsservice til alle, der beskæftiger sig professionelt med miljø og arbejdsmiljø.
Få mere info på: http://www.miljoinfo.dk
MILJØ INFO leverer nyhederne til Øko-nets oplysning om drivhuseffekten, dens forebyggelse og konsekvenser.