Udgivet i Skriv en kommentar

Socialdemokratiet vil investere i vedvarende energi

Hvis Socialdemokratiet kommer i regering efter næste valg, skal der satses massivt på vedvarende energi. Det vil ikke bare give store miljøgevinster – det vil også gavne økonomien og beskæftigelsen, mener tidligere miljøminister Svend Auken.

Socialdemokratiet vil satse massivt på vedvarende energi, herunder især vindmølleenergi. Det vil ikke bare gavne miljøet og nedbringe udslippet af CO2, det vil også gavne den danske økonomi og beskæftigelse. Sådan lyder meldingen fra tidligere miljøminister Svend Auken (S), som kalder produktionen af vedvarende energi for en”spydspidsindustri”.

Hvis Socialdemokratiet kommer i regering efter næste valg, vil partiet – efter planen over en tiårig periode – øge kapaciteten i ny vindmølleenergi med 3.000 MW i forhold til de 400 MW, der allerede er besluttet. Målet er, at 40 % af den danske elektricitet skal produceres som vedvarende energi. Desuden vil Socialdemokratiet forsøge at leve op til ånden i Kyoto-aftalen ved at løse tre fjerdedele af den krævede CO2-nedbringelse herhjemme.

Endelig vil partiet bruge 5 mia. kr. af de voksende forskningsbudgetter til at støtte erhvervslivets forskning og produktudvikling af ny teknologi indenfor solenergi, biogas, biomasse, bølgeenergi og brændselsceller.

– I første omgang er der tale om en investering til et tocifret milliardbeløb, men der er tale om en god investering, siger Svend Auken til Berlingske Tidende.

Venstres energiordfører, Kim Andersen, undrer sig over, at udspillet kommer kun få måneder efter det brede energiforlig med bl.a. Socialdemokratiet. I energiforliget indgår to nye havvindmølleparker.

– Sandheden er, at regeringen allerede er godt i gang, siger Kim Andersen til Berlingske Tidende.

Han påpeger, at vindmølleenergi alene vil udgøre 30 % af produktionen allerede i 2008. Med de øvrige energikilder vil tallet blive endnu højere, lyder det fra Kim Andersen, som desuden henviser til, at regeringen har afsat 130 mio. kr. om året over de næste fire år til udvikling af nye energieffektive teknologier.

Kilder: Jesper Larsen og Jesper Thobo-Carlsen, Berlingske Tidende (10.09.2004), 1. sektion, s. 5; Børsen, Ritzau (10.9.04.), s. 22.

Denne nyhed er fra MILJØ INFO

MILJØ INFO er en elektronisk informationsservice til alle, der beskæftiger sig professionelt med miljø og arbejdsmiljø.

Få mere info på: http://www.miljoinfo.dk

MILJØ INFO leverer nyhederne til Øko-nets oplysning om drivhuseffekten, dens forebyggelse og konsekvenser.

Skriv et svar