Udgivet i Skriv en kommentar

CO2-samarbejde langsomt fra start

Danmark opfylder en del af sine internationale forpligtelser fra Kyoto-protokollen ved at investere i Østeuropa

I øjeblikket støtter Danmark et projekt i Rumænien, hvor overskudssavsmuld fra savværker udnyttes til at producere fjernvarme. Det er et pilotprojekt på, hvorledes investeringer i f.eks. Østeuropa kan medvirke til, at Danmark uden for landets grænser opfylder en del af Kyoto-aftalen om at mindske udslippet af CO2.

– Vi prøver at bygge de første projekter op sammen med landene, så vi får løbet markedet i gang, siger funktionschef i Miljøstyrelsen, Morten Pedersen til Politiken.

Danmark arbejder på fem projekter af denne type, som i alt vil kunne spare 2,6 mio. ton CO2, hvilket svarer til omtrent 6 % af Danmarks forpligtigelse. Målet er, at danske virksomheder med tiden skal lave projekter uden statsstøtte, men det har stadig lange udsigter.

– Man må sige, at det er tydeligt, at de store virksomheder som E2 og Elsam, der virkelig vil dette. Der er endnu et stykke arbejde at gøre i forhold til de mindre virksomheder, siger Morten Pedersen.

Ifølge Dansk Industri er det nødvendigt at skabe nogle gode og nemme rammer for de små og mellemstore danske virksomheder, hvis systemet skal blive en succes.

– Der har været meget stor usikkerhed indtil nu. Virksomheder har ikke engang fået at vide, om de vil kunne få godkendt sådan nogle projekter. FN har ikke myndighederne på plads. De små virksomheder er slet ikke gearet til det. At oprette projekter kræver en grad af ekspertise, det er vanskeligt at have for virksomhederne, forklarer energichef Helle Juhler-Kristoffersen fra Dansk Industri.

Kilde: Ida Ebbensgaard, Politiken (17.2.2005), 1. sektion, s. 6.

Denne nyhed er fra MILJØ INFO

MILJØ INFO er en elektronisk informationsservice til alle, der beskæftiger sig professionelt med miljø og arbejdsmiljø.

Få mere info på: http://www.miljoinfo.dk

MILJØ INFO leverer nyhederne til Øko-nets oplysning om drivhuseffekten, dens forebyggelse og konsekvenser.

Skriv et svar