Fattigdom udtrykt ved indkomst er faldende i Asien og Latin Amerika.
I 1990èrne faldt andelen af fattige i udviklingslandene fra 29 % af befolkningen til 23 % af befolkningen, når fattigdoms grænsen baseres på en indkomst på 1$ per dag.
Hvis dette fald i fattigdom kan opretholdes, vil andelen af fattige i 2015 være ca. halvdelen af hvad den var i 1990. Dette vil være en opfyldelse af målene i FN’s Årtusinde Deklaration.
De fleste af verdens fattige lever i Asien. Den relative andelen af fattige er imidlertid størst i Afrika syd for Sahara. Her må næsten halvdelen af befolkning leve for mindre end 1$ per dag.
Ulighed udgør en forhindring for bæredygtig udvikling.
Den økonomisk ulighed vedbliver med at være stor i mange lande, specielt i Latin Amerika og Afrika.
Stor ulighed udgør en forhindring for at reducere fattigdommen, da uligheden reducerer den økonomisk væksts effekter på fattigdomsreduktionen.
Det er også en almindelig antagelse, at større lighed understøtter bred deltagelse i bæredygtig udvikling, ved at hjælpe folk til at fokusere på fælles langsigtede målsætninger, snarere end på kortsigtede fordelingsmæssige spørgsmål.
Levestandarden i Østasien er langsomt ved at nå niveauet i de udviklede lande.
Største parten af verdens uligheder i indkomst skyldes uligheder mellem lande snarere end uligheder indenfor lande.
Gennem 1990èrne reducerede Asiatiske lande gabet i levestandard i forhold til de udviklede lande. Dette blev opnået gennem hurtig økonomisk vækst og et fald i befolkningstilvæksten.
Derimod så de fleste lande i Afrika syd for Sahara og Latin Amerika en øgning i gabet i forhold til de udviklede lande.
Kilde: UN “Global Challenge – Global Oppertunity”