Formuleringen af international miljøpolitik begyndte med FN´s konference om det menneskelige miljø, som blev afholdt i Stockholm i 1972, og som derfor siden er blevet benævnt Stockholm-konferencen.
Stockholm-konferencen fandt sted på baggrund af en stigende international erkendelse af, at den hidtidige økonomiske og tekniske udvikling i sit kølvand medførte en række miljømæssige problemer, hvis løsninger krævede en international koordineret indsats.
Konferencen udstillede imidlertid også store uenigheder mellem de deltagende lande omkring problemernes baggrund og deres løsningsmuligheder. Disse forskelle var tydeligst imellem i- og ulande.
Ilandene ønskede at etablere en international enighed om behovet for at løse en række globale miljøproblemer.
Ulandene anså derimod behovet for internationale aftaler og investeringer i udvikling i ulandene for at være den mest presserende problemstilling.
Med daværende indiske leder Indira Gandhis ord:
”Aren’t poverty and need the most important pollutions? How can we talk to villagers and slum-dwellers of the need to protect the air, the ocean and rivers when their own life is contaminated? The environment cannot be improved in conditions of poverty”.
Dermed trådte modsætningerne mellem hensynet til miljø og udvikling tydeligt frem. I ilandene havde den stærke økonomiske udvikling betydet, at der var opstået en række miljøproblemer, som der var et preserende behov for at få løst. Ulandene havde oplevet en svag økonomisk udvikling. Det havde betydet at fattigdom her ansås for at være det største problem. Økonomisk udvikling var derfor for dem den vigtigste problemstilling og havde derfor forrang i forhold til miljøproblemerne. Men det viser også på en måde, at miljøproblemer og fattigdom hænger sammen.
Det vigtigste resultat af Stockholm-konferencen var øget international opmærksomhed og voksende interesse for miljø- og udviklingsproblematikkerne.