På baggrund af rapporten og den politiske interesse, der var blevet vagt omkring bæredygtig
udvikling, besluttede FN, at der i 1992 skulle afholdes et Verdenstopmøde om miljø og udvikling (UNCED) i Rio de Janeiro.
Forberedelsesprocessen til Verdenstopmødet i Rio var præget af stor aktivitet. Der blev udarbejdet en stor mængde rapporter. En række ikke statslige aktører var også involveret i en aktiv international debat.
De officielle forberedelser til konferencen var præget af forskellen i fokus mellem ulande og ilande.
- Ulandene ønskede fokus på fattigdommen og deres behov for økonomisk udvikling. De ønskede, at konferencen skulle koncentrere sig om, hvordan de rige lande kunne bidrage til den økonomiske udvikling i ulandene gennem øget bistand, teknologi-overførsler og udvidet markedsadgang for ulandenes produkter
- Ilandene ønskede fokus på de globale miljøproblemer. De ønskede at konferencen skulle resultere i en række globale initiativer til at løse de globale miljøproblemer: klimaforandringer, tabet af biologisk mangfoldighed, fældningen af den tropiske regnskov, havforureningen m.m.
Løsningen på denne interessemodsætning mellem de to grupper af lande blev et kompromis. Grundlaget for dette kompromis fandtes i Brundtland-rapporten, som havde påpeget, at miljø og udvikling var to sider af samme problem, og som derfor også skulle behandles i den samme politiske proces. Kompromisset bestod derfor i at sætte fokus på begge typer af problemstillinger, så alle fik deres interesser varetaget.
Selve konferencen var et stort tilløbsstykke med deltagelse af 118 stats- og regeringsledere, flere andre ministre, ca. 7000 embedsmænd, repræsentanter fra over 7.500 miljø- og udviklingsorganisationer og over 7.000 journalister. Den blev den indtil da største internationale konference. Rio-konferencen blev således en manifestation af, at bæredygtig udvikling var blevet et centralt tema i den internationale politiske agenda.
Trods de grundlæggende uenigheder blev Rio-konferencen præget af en omfattende vilje til at samarbejde om at finde de nødvendige kompromisser. Der blev derigennem skabt en global politisk konsensus, som udmøntede sig i en række normer, anbefalinger og begreber. Disse udgør stadig en slags referencepunkter i den internationale debat om udvikling og miljø.