For at der kan komme en konkret bæredygtig udvikling ud af disse etiske overvejelser og holdninger, er det nødvendigt at kunne igangsætte konkrete handlinger, der på bedst mulig måde sikrer en bæredygtig udvikling. Den bæredygtige udvikling må gøres brugbar i praksis. Det kræver, at vi har viden om økonomi, og at vi er i stand til at handle økonomisk. Der er brug for erfaringer og viden om, hvad der kan lade sig gøre indenfor de økonomiske rammer. Dertil er der behov for at opstille kvantitative mål, som gør det muligt at måle, om udviklingen over tid bevæger sig i en bæredygtig retning.
Sådanne kvantitative mål er f.eks. begreberne som økologisk råderum, økologisk bæreevne, økologiske fodspor, økologisk rygsæk, indikatorsæt osv. De økonomiske vismænd har i deres rapporter bl.a. brugt begrebet økologisk eller miljømæssigt råderum. Dette råderum er”..den mængde naturressourcer (luft, vand, jord, mineraler, energikilder, naturområder, planter og dyr m.v.), der kan bruges per år, uden at vi forhindrer fremtidige generationer i at få adgang til den samme mængde og kvalitet”. (Det Økonomiske Råds rapport 1998)
Nogle mener så, at den sociale retfærdighed, som afspejler sig i dette økologiske råderum, ikke kun skal gælde i tid, men at den sociale retfærdighed også skal gælde i rum, således at enhver verdensborger skal have ret til det samme økologiske råderum.
For at denne fordeling kan foretages, er det nødvendigt at kunne kvantificere de enkelte elementer af naturressourcer. Den enhed, som økonomerne bruger til at kvantificere, er penge. På den måde sættes der pris på miljøet ved at beregne en prisværdi af alle de miljøressourcer vi forbruger, bevarer eller forringer, og derefter finde ud af hvordan de fordeles i tid og rum mellem mennesker.