Agroøkologi er vejen til naturnære fødevaresystemer

Regeringen vil således arbejde for at ”understøtte en udvikling, hvor produktionen i landbruget sker på en mere bæredygtig måde, der passer bedre på vores miljø og drikkevand, hvor dyrevelfærden forbedres, hvor vi bliver bedre til at forædle fødevarerne herhjemme, fastholder arbejdspladser i Danmark og skaber en udvikling, der også kommer naboer og lokalsamfund til gavn” (s.11).

Det er store og gode visioner. I praksis vil man gøre dette bl.a. ved at målrette landbrugsstøtten til ”f.eks. klima-, miljø- og naturtiltag, regenerativ produktion, økologisk produktion, udvikling af lokale og småskalalandbrug, samt at det gøres nemmere for nye landmænd at overtage og udvikle landbrug” (s.12).

En samlet ramme for den grønne omstilling

Regeringen er efter vores vurdering på rette spor frem imod en nødvendig omstilling, dog uden overordnede og konkrete bud på, hvordan denne omstilling skal gennemføres. Vi har et bud: Vi betragter agroøkologi som en oplagt løsning for en ny vej for dansk landbrug. Agroøkologi er et rammeværktøj, der benyttes i EU, FN og det globale syd, når nødvendige omstillinger af fødevaresystemer iværksættes. Agroøkologi er baseret på principper, som er fremkommet gennem århundreders beskrevne erfaringer og refleksioner under mange forskellige dyrkningsforhold, i kombination med forskningsbaseret og videnskabelig viden.

Dens principper omfatter sociale perspektiver, som opbygger og styrker solidaritet mellem dem, der producerer maden, og dem, der spiser den – både inden for og på tværs af lande og kontinenter. Agroøkologien har således – som vi skal se – konkrete bud på, hvordan processer fra jord til bord og tilbage igen, kan styrkes og indgå i indbyrdes forbundne systemer. Agroøkologien understreger nødvendigheden af at tænke i cirkulære og samlede systemer. Dette står i skarp kontrast til det store fokus på enkeltfaktor-optimeringer og silotænkning, der dominerer det nuværende fødevaresystem.

De agroøkologiske principper er formuleret forskelligt gennem tiderne og af forskellige bevægelser og forfattere, men de tager udgangspunkt i den samme system-forståelse. Hér henvises især til de 13 punkter, som den europæiske agroøkologi-bevægelse læner sig op ad, og som bl.a. refereres til som ’High Level Panel of Experts’ principperne. Disse principper spænder vidt, fra ’cirkularitet’, ’jordfrugtbarhed’ og ’biodiversitet’ til ’deltagelse’, ’retfærdighed’, og ’forvaltning af land og ressourcer’. De udgør tilsammen et stærkt fundament for at vejlede en nødvendig omstilling ikke blot af den måde, vi producerer fødevarer på, men også den måde som vi organiserer fødevaresystemerne på.

Med vores frie oversættelse af agroøkologi til naturnære fødevaresystemer sigter vi til dyrkningsformer, der samarbejder med naturens processer, og fødevaresystemer, hvor produktion, forarbejdning, fordeling og forbrug organiseres, så de genopretter og beriger de økosystemer, som de er afhængige af. I agroøkologien kan denne økologiske forpligtelse ikke skilles fra retfærdighed for dem, der producerer og spiser maden, eller fra hensynet til kommende generationer.

Det kan undre, at agroøkologi stort set er fraværende i politiske diskussioner om omstilling af fødevaresystemet i Danmark. Måske er én af grundene forvirring om sammenhængen mellem agroøkologi og den certificerede økologiske fødevareproduktion, som er stærkt fokuseret på den landbrugsmæssige produktion og forarbejdning af mad. Vi betragter det statskontrollerede økologiske jordbrug som en vigtig agroøkologisk drivkraft i dansk landbrug. Samtidig ser vi et fortsat udviklingspotentiale i forhold til at styrke sammenhængen mellem produktion, forarbejdning, forbrug og naturhensyn, så økologisk fødevareproduktion i endnu højere grad kan bidrage til udviklingen af nye landbrugs- og fødevaresystemer.

Forfatterne til dette dokument kommer med vidt forskellige baggrunde og har forskellige erfaringsgrundlag, men er alle stærkt forankret i den omfattende internationale agroøkologiske videnskabelige litteratur, faglig praksis, og sociale bevægelser. Vi har sat os til tastaturerne, fordi vi gerne vil anskueliggøre, hvordan en omstilling til fremtidige bæredygtige fødevaresystemer i Danmark kan blive inspireret af agroøkologiske tankegange og den hertil hørende praksis. Her vil vi fremhæve tre sammenhængende opgaver: at diversificere produktionen, at forbinde og integrere landbrug, natur og lokalsamfund med hinanden på ny, samt at skabe de institutionelle og demokratiske rammer, som kan fremme omstillingen.

Mangfoldighed styrker modstandsevnen

Agroøkologien peger på vigtigheden af at fremme mangfoldigheden i produktionen af fødevarer, med andre ord: diversitet og diversificering. Denne diversificering kan ses som et middel til at øge jordens sundhed, det samlede høstudbytte samt kvaliteten og værdiskabelsen for alle. Den understøtter samspil mellem jordens mikroorganismer, mellem forskellige planter og forskellige dyrearter, mellem dyr og planter, mellem forskellige typer af landskaber og mennesker heri. Hermed banes vejen for positive konsekvenser for miljø og klima samt trivsel for dyr og mennesker.

En mangfoldig produktion på den enkelte bedrift medvirker til større modstandskraft overfor bl.a. effekterne af klimaforandringer, udsving i markedspriser, samt ikke mindst en større national selvforsyningsgrad med uundværlige fødevarer. Størstedelen af den frugt og de grøntsager, der spises i Danmark lige nu, er importerede, mens den overvejende del af den danske produktion af kød og mælkeprodukter eksporteres. Denne manglende balance medfører længere transportafstande, højere klimaaftryk, en ofte lavere produktkvalitet samt sårbarhed med hensyn til forsyningssikkerhed.

Internationalt findes der allerede stor erfaring med diversificerede systemer under vidt forskellige omstændigheder. Eksempler kan være husdyr, som omsætter restprodukter fra andre produktioner, eller medvirker til fremme af andre driftsgrene som frugtavl og naturpleje. Ligeså kan drøvtyggere have en vigtig rolle med at vedligeholde marginaljorder og andre arealer uden enårige afgrøder, en rolle som forhåbentlig bliver mere fremtrædende i en dansk fremtid. Også lokale og regionale forædlinger af kød og mælk til pålæg, smør, ost, yoghurt og nye plantebaserede fødevarer bør spille en væsentlig rolle her. Viden, om hvordan diversificering kan tilrettelægges med henblik på at fremelske synergier, findes allerede i rigt mål.

Nyere forskningsresultater har især i de seneste årtier suppleret og konsolideret denne viden. Vi råder tilmed over et langt bredere udvalg af tekniske hjælpemidler, end vi nogensinde tidligere har gjort. Og vores åbne, demokratiske samfundsform rummer desuden mange muligheder for at tilrettelægge ønskværdige sociale processer i tilknytning til produktion, fordeling og forbrug. Det kender vi f.eks. i fødevarefællesskaber, eller partnerskabsmodeller, hvor forbrugere eller detailhandel har medejerskab i primær fødevareproduktion. I sådanne samarbejder skabes en tættere kobling mellem produktion, forarbejdning, branding og afsætning, der samles i mindre, lokale cirkler.

Fra den enkelte bedrift til hele fødevaresystemet

Et afgørende træk ved agroøkologien er således vigtigheden af at involvere hele fødevaresystemet, ikke blot landbruget. Denne involvering minder os om, at jordbruget er en del af større systemer – fødevaresystemer, landskaber og socioøkonomiske systemer. I agroøkologiens teori og praksis står sociale og kulturelle aspekter derfor centralt. De er nøje forbundne med alle de øvrige aspekter, inklusive de tekniske og økonomiske forhold, og måden som ressourcerne bliver forvaltet på. Agroøkologi tilbyder en samfundsøkonomisk fordelagtig løsning, hvor fødevaresystemer reintegreres i det samfund og de lokale sammenhænge, de i stigende grad er blevet afkoblet fra.

En omstilling til fødevaresystemer, som bidrager til et reelt ”grønnere og mere bæredygtigt Danmark” kræver en radikal ændring af mange af de nuværende herskende strukturer. Men mange landbrugsbedrifter er stærkt forgældede og har investeret massivt i stalde, teknologi og jordtilliggende. Omstillingen må derfor ske gradvis, men dog med en klar og konsekvent retning. Netop her er agroøkologiens dynamiske karakter vigtig. Fordi tilgangen er system-orienteret, kan der arbejdes gradvist og målrettet med en overgang fra det dominerende konventionelle landbrug og de nuværende eksport- og import-baserede fødevaresystemer, til en stadig højere grad af integrering mellem landbrug, natur, mad og samfund.

Omstillingen kan begynde flere steder på én gang: Med bedre recirkulering af næringsstoffer mellem by og land, og med lokale og regionale forbindelser mellem producenter, forarbejdning, detailhandel og offentlige køkkener. Samt med fødevarefællesskaber, som inkluderer mennesker, der gerne vil inddrages i meningsfulde sammenhænge omkring mad, natur og fødevareproduktion. Sådanne initiativer kan styrke fællesskaber i landdistrikterne og derigennem imødegå truende affolkning og mangel på muligheder for at deltage i dét, som gør et liv på landet attraktivt.

Denne gradvise, men konstante og dynamiske udvikling omfatter også politiske og sociale processer, herunder samspil mellem civilsamfund, erhvervsliv og den statslige sektor, som skal bane vejen for, at en succesfuld omstilling ikke bliver bremset eller bragt ud af kurs.

En væsentlig barriere er, at en stor del af dansk landbrug er forankret i globale værdikæder, hvor fødevarer rejser jorden rundt, og nogle få store firmaer dominerer verdensmarkedet, mens diversificering, lokal forarbejdning og recirkulering bliver økonomisk og institutionelt vanskeligere.

Opgaven består i på ny at gøre distributionsvejene kortere og fremme de direkte relationer mellem producent og forbruger. Der bliver altså ikke blot tale om en teknisk lokal forankring, men om en demokratisering, hvor relationer og viden kan skabes gennem samarbejder og fællesskaber. En sådan udvikling kan imidlertid kun sikres gennem politiske tiltag, for at succesfulde lokale initiativer til diversificerede systemer, som vi ser flere og flere af, kan skaleres op på et strategisk nationalt niveau.

Omstillingen kræver handlekraft

Hvordan skal der nu findes politisk handlekraft til at gennemføre og videreudvikle regeringsgrundlagets smukke visioner? Nedlæggelsen af landbrugsministeriet behøver ikke kun at opfattes som en svækkelse af erhvervets politiske position. Den kan også forstås som et signal om, at landbruget fremover skal ses som en integreret del af det danske samfund. Det giver mulighed for at flytte fokus fra sektorinteresser til fælles samfundsopgaver som klima, natur, fødevareforsyning og regional udvikling.

Det kræver opbygning af nye institutionelle rammer og samarbejdsformer, som understøtter mere lokale og cirkulære fødevaresystemer gennem forskning, rådgivning, uddannelse og mere tværfaglig myndighedsbetjening, der har fælles samfundsinteresser som omdrejningspunkt. Mange af vores nuværende videnssystemer er stærkt specialiserede. I dag er der derfor også alt for få, der er i stand til at ikke blot at formidle viden oppefra og ned, men også fremme gensidig læring, eksperimenter og samarbejde på tværs af landbrug, forskning, civilsamfund og forvaltning.

Når det er sagt, handler omstillingen også om magt, om hvem der har adgang til jord, kapital og til at træffe beslutninger. Her rummer dansk landbrugshistorie imidlertid erfaringer, som er værd at genbesøge.

Vi advokerer på ingen måde for en simpel tilbagevending til fortidens landbrug. Livet på landet var urimeligt hårdt for mange. De sociale skel i de gamle landbosamfund var dybe, og den tids livsform skal ikke idealiseres. På den anden side bør man ikke undervurdere de muligheder for inspiration, der ligger i at iagttage fortidens former for problemløsning og omstillingsevne. For godt 100 år siden stod Danmark f.eks. i en situation, der på et meget væsentligt punkt lignede nutidens: Nogle har meget mere jord, end de behøver, og rigtig mange har ingen eller alt for lidt jord. Dette indebærer – dengang som nu – et betydeligt socialt og demokratisk problem. Det løste man i Danmark rent faktisk med betydelig succes!

Gennem jordudstykninger, statshusmandsbrug og andelsbevægelsen blev ejerskab, udviklingsmuligheder og værdiskabelse spredt til langt flere. Hvis regeringens ambitioner om grøn omstilling og generationsskifte skal lykkes, er det netop erfaringer som denne, der er værd at genopdage og arbejde på, med skyldigt hensyn til den nutidige kontekst og de særlige og meget alvorlige udfordringer, vi står overfor i dag. For hundrede år siden blev nye forslag til reformer mødt med stærk modstand, men disse blev gennemført alligevel, blandt andet pga. frygten for social uro og ønsket om at fastholde arbejdskraft på landet og dæmpe udvandringen. Men også fordi tidligere, lignende initiativer havde vist sig at gavne hele samfundet.

Hvis det skal lykkes at omstille landbruget, må man også spørge om, hvem der skal gives mulighed for at forme det. Vi har brug for en bred samtale om, hvem der bør inddrages, når fremtidens fødevaresystemer skabes. De etablerede erhvervsorganisationer og det eksisterende landbrugsfaglige system spiller en vigtig rolle som repræsentanter for store dele af erhvervet og besidder betydelige faglige ressourcer. Men hvis omstillingen skal lykkes, er det nødvendigt at inddrage stemmer fra andre dele af fødevaresystemet: mindre producenter, kommuner, forbrugere, naturorganisationer, forskningsmiljøer og nye generationer af landbrugere.

Spørgsmålet er ikke, hvem der skal tale, men hvem vi har brug for at lytte til. Skal vores fødevaresystemer kunne håndtere klimaforandringer, markedsuro samt geopolitiske og indre kriser, kræver det mere end ny teknologi. Det kræver en demokratisering af adgangen til landbrugsjord, finansiering og indflydelse. Det kræver former for medejerskab. Og det kræver, at detailhandel, finanssektor og politikere bidrager til at åbne og ændre de strukturer, der i dag hæmmer fornyelsen. Målet er ikke blot et grønnere landbrug, men et mere resilient – modstandsdygtigt – fødevaresystem, hvor flere mennesker har adgang til jord og medejerskab, og hvor produktionen i højere grad bygger på naturens egne processer, lokale ressourcer – og agroøkologiske principper. Først dermed får vi et grønnere samfund.