Hjem / Nyt og viden / Analyse og debat / Fra mink til svin?
Af Tommy Byrne
Troels Lund Poulsen skaffede milliarder til minkavlerne
Det får store konsekvenser for klimaet, naturen, dyrene og skatteborgerne, hvis Troels Lund Poulsen bliver statsminister, mener SF’eren Carl Valentin.
Minkskandalen kostede de danske skatteydere 30 milliarder kroner. Nu åbner SF’s dyrevelfærdsordfører, Carl Valentin, for, hvordan beløbet kunne blive så stort. Valentin var med til at forhandle i Folketinget om kompensation til minkavlerne.
-Jeg har siddet til møde med Troels Lund Poulsen, hvor jeg blev decideret chokeret over ligegyldigheden over for vores skattekroner. Det var tydeligt, at det vigtigste var, at landbruget skulle have så mange penge som muligt, skriver Carl Valentin på sin Facebook-væg.
Valentin erkender, at han ikke med sikkerhed kan sige, hvad Troels Lund Poulsens motiv var, men han tror, at særligt to ting spillede ind:
1) Det tætte forhold mellem Venstre og landbrugslobbyen.
2) Deres brændende ønske om, at nedlukningen af minkproduktionen skulle gøre så ondt på den socialdemokratiske regering som muligt.
Men hvorfor går Carl Valentin nu ud med oplysninger fra en forhandling, som ikke er offentlig? Det gør han, fordi Troels Lund Poulsen er en af to statsministerkandidater.
-Vi taler om en mand, der sad med ved forhandlingsbordet med de afgørende mandater. Han har ikke fået megen røg for sin rolle i de milliardstore overkompensationer. Men nu er tiden kommet til, at han får det, siger Carl Valentin og fortsætter:
-Jeg synes vælgere, der overvejer at stemme på Troels Lund Poulsen, skal have klar besked. Hvis Troels Lund Poulsen bliver statsminister, får landbrugslobbyen en enorm politisk magt med store konsekvenser for klimaet, naturen, dyrene og skatteborgerne, siger Carl Valentin.
Det kan nævnes, at da aftalen om erstatning faldt på plads udtalte minkavlernes forhandler, Tage Pedersen, sig til Landbrugsavisen med tak til ét parti: “Der er kun Venstre, der har kæmpet vores sag”.
BU.dk har forsøgt at få en kommentar fra Troels Lund Poulsen. Venstres Pressetjeneste henviser til en anden Venstremand, Torsten Schack, der er beredskabsminister. Schack kalder Carl Valentins udlægning som meget forkert, og han peger på, at SF tilsluttede sig aftalen.
-Det virker besynderligt, at han nu tager afstand fra en aftale, som han selv var med til at indgå. Det er utroværdigt, siger Schack på Facebook og kalder det åbenlys mudderkastning.
Til det har forperson for Frie Bønder – Levende Land Ole K. Davidsen denne kommentar:
-Mudder eller ej, så vil vi fra FBLL pege på den oplagte konsekvens af, at vi – som det nu står klart – får et svinevalg: Det store fremtidige slagsmål kommer ikke til at stå, om vi skal have færre svin, men hvilken ”kompensation” der skal gives for afviklingen af svinesektoren. Her kan man blive klogere på, hvad der bør gøres og ikke gøres, ved at studere, hvordan nedlægningen af mink-erhvervet foregik.
Se også: