Af Ole Kjærulff Davidsen, Forperson, FBLL /LVC-Dk
Oplæg til paneldebat ved Danske Landbrugsjournalisternes og Verdens Bedste Fødevarers møde i DLF Seeds´hus i Smørum 28. maj 2026.
Præsentation:
Frie Bønder – Levende Land (FBLL) taler husmændenes, landdistrikternes og landbrugsfællesskabernes sag og er den danske gren af LVC.
La Via Campesina (LVC) samler verdens småbønder og landarbejderes organisationer
Undertegnede er økobondemand, cand.mag., MMath, forperson 2010-12 og 2014- for FBLL /LVC-Dk
”En debat om debatten”, især om velfærd i den industrielle svineproduktion, er dagens emne, og der spørges nærmere: ”Kan man mødes og forstå hinanden?”, ”Kan man komme til enighed?”, og ”Hvad kan udfaldet af en fortsat krig blive?”
Når man betragter en krig, må man først gøre sig klart, hvem kombattanterne faktisk er. Nu vil jeg blive i billedsproget og for det første sige, at Svinevalget kun var et slag, eller blot en fægtning, i en trediveårskrig, hvor der er langt til en eventuel westfahlsk fred.
Overfladisk betragtet ser kampen ud til at stå mellem ”Landbruget” og dets ”Fjender”. Ser vi først på det lette fodfolk, består det på den ene side af dels ”plantekrigere”, som veganere og fortalere for ”plantebaseret” kost og jordbrug, dels dyrevelfærdsaktivister med en moralsk agenda. På den anden side står dels de svinebønder med familiebrug, der står i umiddelbar fare for at skulle lukke, dels de ansatte i følgeindustrierne, der fortrinsvis er beskæftigede i landdistrikterne. ”Våbnene” er gode argumenter, og det råder begge sider over.
For en nærmere betragtning står der bag disse formationer nogle stærkere erhvervsinteresser, som vi kunne kalde slagets tunge kavaleri eller dets højere officerer. Således viser det sig, at den dominerende andel af svineproducenterne forfølger en strategi, der primært drejer sig om at få den størst mulige ”kompensation” for nedlukning af en sektor, som allerede har alt for store omkostninger ved at fortsætte i Danmark, og som man derfor søger at flytte til andre lande med bedre betingelser.
På den anden side af slagmarken står aktører med enorme pengekasser og uoverskuelige potentialer med hensyn til innovation. Hermed tænker jeg på ”regenerative” forarbejdningsfirmaer som Nestlé og Carlsberg, frø-giganter og ikke mindst initiativtagerne til den række af biosolutions, som er under udvikling.
Området er særdeles komplekst, så lad mig blot her nævne Novo Nordisks meget påfaldende engagement i Den grønne Trepart – og frøbranchen. Disse mægtige aktørers manøvrer på slagmarken er det svært at få overblik over, også fordi de opererer langt bag linjerne og på mangfoldige indirekte måder. Lad mig blot pege på, hvor vi lige nu befinder os! (DLF Seeds´nybyggede imposante domicil på Kongebakken i ”scienceområdet” i Kildedal, Smørum)
”Svinevalget” bliver i denne optik til en fægtning i en langstrakt krig mellem på den ene side den animalske industri, der er på vej mod outsourcing, og på den anden side en vegetabilsk, højteknologisk industri, der har mange andre produkter på repertoiret end fødevarer, ikke mindst høst af kulstof til mange formål, og ”produktion” af biodiversitet og ”natur”.
I billedet af det netop overståede clash mangler der noget, for i kampen blander sig også en række mindre aktører, der ikke entydigt kan placeres på den ene eller den anden side, fordi de har en tredje agenda, som er radikalt forskellig fra de kæmpende giganters. Her tænker jeg ikke blot på min egen og beslægtede landbrugsorganisationer, men også på landdistriktsinteresser, de mindre virksomheders og håndværkenes organisationer. De har alle det til fælles, at uanset hvilken stormagt, der går af med sejren, vil de – igen – stå som tabere – medmindre det lykkes at opnå en fredstraktat, der også tilgodeser denne ”tredje styrke”.
Det overrasker forhåbentlig ikke nogen her, når jeg siger, at vi i Frie Bønder – Levende Land, som husmændenes, de mindre landbrugs og landbrugsfællesskabernes organisation, ønsker en løsning, der i udstrakt grad tilgodeser agroøkologien, eller det naturnære jordbrug, som vi har døbt den danske version af landbrug, der drives med, fremfor imod, naturen.
Men lad mig benytte lejligheden her til at foreslå en alliance mellem dem, der ønsker at fremme håndværksmæssig produktion af madvarer i såvel jordbruget som forarbejdningsleddet – til fordel for livet i landdistrikterne og den brede befolkning, der har krav på tilgængelig, sund og forsvarligt fremstillet mad. I dén alliance er også selvstændigt arbejdende, kritiske journalister nødvendige i en kommende politisk proces, der forhåbentlig leder til varig fred.
