Kronik: Vejen til et grønnere Danmark

Regeringen er efter vor opfattelse på rette spor, men der mangler en sammenhængende strategi for, hvordan den bebudede omstilling skal gennemføres. En sådan strategi vil vi her være så fri at fremlægge.

Agroøkologi er et begreb, der dækker både en bred international forskningstradition og dennes udmøntning i praksis. Et andet ord for det samme er naturnære fødevaresystemer. Her er tale om fremgangsmåder, der sammenføjer tekniske og sociale tiltag i komplekse helheder. Den industrielle strategi for landbrug, der har været baseret på optimering af enkelte afgrøder, dyr, teknologier og produktionsmål hver for sig, står nu over for sin afslutning.

Behovet for at forstå og forvalte landbruget som et sammenhængende økologisk og socialt system fremstår stadig klarere. Vi skal i højere grad søge samarbejder omkring mere cirkulære og indbyrdes forbundne systemer. F.eks. skal næringsstoffer i videst muligt omfang produceres og fastholdes lokalt, hvilket vil reducere tab af kvælstof, jordkulstof, mv. og samtidig understøtte biodiversiteten. Der skal altså i højere grad tages højde for, hvordan produktionen i landbruget påvirker naturen, men også de mennesker som arbejder dér, naboerne og forbrugerne. Landbruget er også en kulturinstitution, med deraf følgende betydning for lokalsamfund, naturforvaltning, bosætning, folkesundhed, rekreative muligheder og den bredere samfundsudvikling.

I 2019 udgav det uafhængige ekspertpanel under FN’s Komité for Verdens Fødevaresikkerhed (”HLPE”) en omfattende rapport, der sammenfatter agroøkologien i 13 overordnede principper, der forbinder madproduktionens økologiske, økonomiske, sociale og politiske dimensioner. Vi skal her kort gengive HLPE-rapportens hovedpunkter:

Økologi og miljø tilgodeses ved, at biologiske kredsløb gøres så korte som muligt. Anvendelsen af lokale ressourcer maksimeres, og brugen af eksterne hjælpestoffer, som kunstgødning og pesticider, minimeres. Jordens, planternes og dyrenes sundhed fremmes. Diversitet i produktionen og synergi imellem forskellige dyre- og plantearter samt driftsgrene udnyttes og medfører generelt højere biodiversitet og et rigere socialt liv. Mangfoldigheden styrker samtidig fødevaresystemernes modstandsdygtighed over for både klimaforandringer, markedsuro og geopolitiske usikkerheder.

Med hensyn til social-økonomiske tiltag tilstræbes det at sprede indtægtskilderne mellem forskellige driftsgrene på de enkelte bedrifter. Man arbejder med at kombinere videnskabeligt funderet innovation med lokale, traditionsbårne erfaringer, og man søger målrettet at fastholde og videreudvikle lokal kultur og identitet. Endelig insisterer man på, at indkomster og arbejdsforhold for alle i fødevaresystemet skal svare til det øvrige samfunds. Vigtigt er også, at ansvaret for omstillingen bliver fordelt i værdikæden, inklusive finanssektor, fødevarevirksomheder, grossister og detailhandel.

Politisk og forvaltningsmæssigt fremmes tætte relationer mellem producenter og forbrugere gennem korte forsyningskæder. Ansvaret for jord og natur søger man at uddelegere til mindre producenter og lokale aktører, og der tilstræbes en generel decentralisering og demokratisering.

Internationalt findes der allerede stor erfaring med anvendelse af agroøkologiske strategier til at omstille fødevaresystemer i krise. Det er en afgørende forudsætning for, at processen kan lykkes, at de tre nævnte niveauer bringes til at spille sammen. Oversat til aktuelle danske forhold betyder dette, at Regeringen må træffe beslutninger, der fremmer de rigtig mange tiltag, der allerede er i gang i økologiske og regenerative landbrugsmiljøer. Samtidig skal det regionale og lokale politiske niveau inddrages. I øjeblikket forekommer situationen fastlåst, og optimismen ude i landdistrikterne i almindelighed er blevet svær at opretholde. Så længe der ikke øjnes noget alternativ til afviklingen af den animalske industri, vil store dele af Udkantsdanmark blot reagere ved at sige fra.

Hvis den aktuelle krise skal løses ved en egentlig omstilling, kommer man ikke uden om at foretage massive investeringer af offentlige midler. Det bliver også nødvendigt at foretage nogle institutionelle ombrydninger, der af nogle vil blive opfattet som smertelige og urimelige. Nedlæggelsen af landbrugsministeriet er et eksempel, som vi dog mener snarere bør opfattes som et positivt signal om, at landbruget frem over igen skal være en integreret del af det danske samfund. Fokus skal flyttes fra snævre sektorinteresser til fælles nytte. Det kræver opbygning af nye institutionelle rammer, som understøtter mere lokale og cirkulære fødevaresystemer gennem forskning, rådgivning, uddannelse og mere tværfaglig myndighedsbetjening – med fælles samfundsinteresser som omdrejningspunkt. Meget af vores nuværende forskning og rådgivning er ensidigt specialiseret. Vi mangler mennesker, der kan arbejde på tværs af faggrænser og hjælpe med at udvikle løsninger, hvor produktion, biodiversitet, klima og landdistrikter tænkes sammen, frem for hver for sig.

Der må heller ikke ses bort fra, at omstillingen også drejer sig om magt, om hvem der har adgang til jord, kapital og til at træffe beslutninger. Skarpe konfrontationer er i den forbindelse uundgåelige. Frem for at komme ind på de aktuelle konflikter vil vi her pege på de muligheder, der åbner sig ved at genbesøge nogle af de erfaringer med kriseløsning her i landet, som vi kender fra en ikke så fjern fortid.

For godt 100 år siden stod Danmark i en kritisk situation, der på et meget væsentligt punkt lignede nutidens: Nogle har rigtig meget jord, og rigtig mange har ingen eller alt for lidt jord. Dette indebærer – dengang som nu – et betydeligt socialt og demokratisk problem. Det løste man dengang faktisk med succes!

Et bredt parlamentarisk flertal vedtog i de første årtier af 1900-tallet jordudstykninger og oprettelse af statshusmandsbrug. I samme periode blomstrede de folkelige bevægelser, der oprettede andelsvirksomheder og højskoler. Resultatet blev, at ejerskab, udviklingsmuligheder og værdiskabelse blev spredt ud til langt flere.

Vi drømmer ikke om at genskabe den tids landbrugssamfund, men vi er overbevist om, at skal regeringens ambitioner lykkes, er det tiltag som disse, man skal lade sig inspirere af, med skyldigt hensyn til de ændrede vilkår og udfordringer. Reformerne for hundrede år siden blev gennemført på trods af stærk modstand, ikke blot pga. frygten for social uro, men også fordi de gavnede hele samfundet.

Hvis omstillingen skal lykkes, er det nødvendigt at inddrage stemmer fra alle dele af fødevaresystemet: mindre producenter, kommuner, forbrugere, naturorganisationer, forskningsmiljøer og nye generationer af landbrugere. Spørgsmålet er ikke, hvem der skal tale, men hvem vi har brug for at lytte til. At håndtere de aktuelle kriser fordrer mere end ny teknologi. Det kræver en demokratisering af adgangen til landbrugsjord, finansiering og indflydelse. Det kræver former for medejerskab. Målet er ikke blot et grønnere landbrug, men et mere resilient – modstandsdygtigt – fødevaresystem. Først dermed får vi et grønnere samfund.