Oplæg til Anivers

Tak for invitationen, og speciel tak for at skulle indlede dette første møde mellem forskere og praktikere.

Nu har jeg ganske vist mere end 30 års erfaring med landbrug, de sidste 25 på min og min kones bondegård i det østjyske højland, men det har været som selvlært praktiker, eller rettere primært oplært af husmænd, som jeg kom i kontakt med igennem mit medlemskab af Frie Bønder – Levende Land, som jeg i en årrække har været så heldig at få lov til at være forperson for. Det bliver derfor med udgangspunkt i husmandserfaringer og -interesser, jeg kommer til at tale i dag.

Først vil jeg dog indskyde, at emnet for Anivers jo er diversificering af husdyrhold og dermed inddragelse af metoder, der ikke optræder i traditionel agronomi, men derimod i agroøkologien, som meget kort kan kendetegnes som økologi med særlig vægt på mangfoldighed – der er et naturligt princip – og desuden ved anvendelse af samfundsvidenskabelige og humanistiske metoder. (Se f.eks. agrookologi.dk ). Dét holdt min og andre organisationer for nylig en konference om på Christiansborg med forsker-input – det kan man se på vores YouTube-kanal ( www.youtube.com/channel/UCAx84IO59aJm9AinbYP8hiA ). Men lad mig lige trække den yderligere et skridt væk fra den traditionelle vej: Der nævnes husdyr, som køer, får, høns, bier, men der mangler ét: Mennesket.

Måske er det udeladt, fordi det er en selvfølge, og fordi det altid er til stede i større eller mindre omfang. Men samtidig ved vi alle, at der bliver stadig færre mennesker i landbruget og i landdistrikterne. Det fører mig frem til et standpunkt, som jeg synes agroøkologien i højere grad bør tage til sig:

Agroøkologi indebærer, at der bliver flere mennesker involveret i jordbruget

Hvorfor? – For menneskenes skyld og for dyrenes skyld og for den biologiske diversitets skyld. Og kommer nogen og siger, at det hele kan klares med kunstig intelligens og robotter, må der svares med spørgsmålet: Hvad med mennesket? Hvis der så modsvares med et ”Mennesket hører til og har det bedst et andet sted”, vil vi svare: Nej, mennesket har det bedst og hører hjemme i en faktisk relation til den levende jord og det øvrige liv.

Nu kom vi ind på den kvantitative side af menneskets tilstedeværelse – flere eller færre – men hvad med den kvalitative: Hvilke mennesker skal være til stede i landbruget, og på hvilken måde? Og hvad med diversiteten, når det kommer til menneskene?

Her vil jeg vende tilbage til betegnelsen ”Husmand” (og rigtig god besked om den sag får man igennem Gunnar Solvangs nylig udgivne ”Husmænd i Danmark gennem 1000 år” (kan bestilles på: gunnarsolvang.dk/ )). Bortset fra korte perioder, specielt i 1900-tallet, har husmænd altid måttet supplere deres indkomst ved andet arbejde end at dyrke deres egen jord, enten som landarbejdere eller som håndværkere, og i nyere tid ved alskens forskellige ”byerhverv” – og i allernyeste tid hjemmearbejde ved pc-en.

Det følger af simpel matematik, at der er plads til mange flere husmænd end gårdmænd og herremænd – og kapitalfonde og milliardærer. Men antalsmæssigt fylder sæsonarbejdere fra Østeuropa og landbrugselever fra Afrika vel rigtig godt op, når man nu vil have mange mennesker på landet?

Til det må vi svare, at disse hverken ejer eller forpagter den jord, de arbejder på, og de har heller ikke noget stabilt forhold til den sammenhæng, de i øvrigt arbejder i. Argumentet for, at denne tilstand er ”god” eller i det mindste ”i orden” er i reglen det, at dét er vilkåret for alle, der sælger deres arbejde på det globale arbejdsmarked. Et modsvar til dette er, at jord og jordbrug er noget særligt, og igen, at en stabil relation kræves for menneskenes skyld, for dyrenes skyld og for den biologiske diversitets skyld. Så:

Agroøkologi indebærer, at mennesker involveres i jordbruget med en stabil relation til den konkrete jord og den konkrete sociale sammenhæng.

Nu til det sidste spørgsmål: Hvilke mennesker bør involveres direkte i jordbruget? Her er standardsvaret fra industrielt tænkende, at det skal kun de, der ”har forstand på det” og har kvalificeret sig til det igennem uddannelse.

Til det bør svaret være, at jordbrug er ikke et erhverv som alle andre. Jordbruget er dér, hvor menneskesamfundets udvekslinger med det øvrige liv finder sted, og derfor kan de erfaringer, der gøres i denne sammenhæng ikke reserveres nogle få specialister. Det har samfundet nemlig ikke råd til, og det kan samfundet ikke tåle uden at udarte i disharmoni og mistrivsel.

Det har heller ikke landbruget råd til, og det kan det ikke tåle, fordi det i så fald udarter i ekstreme og ensidige måder at producere på, der undergraver dets eget grundlag. Jeg mener helt alvorligt, at for jordbrugets og den hertil knyttede naturs egen skyld, skal hele det brede spekter af kunnen og viden, der forefindes i samfundet, involveres i jordbruget. I spidsformulering:

Agroøkologi indebærer, at alle dele af menneskesamfundet involveres i jordbruget.

Indtil nu har dette været en meget principiel tale om diversificering og ikke noget specifikt om andre dyr end et ganske specielt ét. Hvad betyder nu de tre nævnte agroøkologiske fordringer – flere og meget forskellige mennesker involveret og stabile relationer til den levende jord – når de kobles til kravet om et mangfoldigt dyrehold?

Det korte svar er, at det kun lader sig gøre igennem etablering af fællesskaber, der går ud over de rammer, der sættes ved ”gården” som en selvberoende enhed. Det kunne lade sig gøre på familielandbrug og især med ”tyende” og/eller folk under oplæring, men det var i en tid, hvor samfundet var et landbrugssamfund.

Hvis vi skal have landbruget til at spille en betydelig rolle i samfundet – som ikke er og ikke kan blive et landbrugssamfund – kræves det, at enten indgår mindre gårde i indbyrdes samarbejder, eller også etableres større landbrugsfællesskaber. I begge tilfælde skal en betydelig del af indtægterne hentes udefra – men det betyder i dag ikke pendling i nær samme omfang som tidligere. For så vidt er informationsteknologien på agroøkologiens side.

Hermed er jeg fremme ved det, der her bliver min hovedpointe, nemlig at en omstilling af landbruget i agroøkologisk retning, herunder med et sammensat dyrehold tilpasset lokale forhold, kræver en ændring af lovgivningen, herunder tilskud, regulering og beskatning, samt ikke mindst af landbrugsloven og planloven. Det praktiske eksempel skal følges af en politisk bevægelse, hvis det skal få konsekvenser af større og blivende betydning.