Af Ole Kjærulff Davidsen
Banebrydende værk om en bevægelse, der netop i denne tid vågner af sin dvale.
Denne nyudgivelse er et hovedværk og en milepæl i de danske husmænds historie. Ikke siden dr. phil. Fridlev Skrubbeltrangs monumentale ”Den danske Husmands Historie” i to bind fra 1952/1954 er der skrevet et oversigtsværk om den klasse i samfundet, som i lange perioder har været den talrigste, og som langt op i forrige århundrede tog aktivt del i udformningen af det danske samfund til det, vi kender i dag.
Forfatteren er etnolog, ph.d. og tidligere museumsinspektør, og man mærker overalt i bogen en tæt føling med det enorme stof om et emne, som den hidtil toneangivende historieskrivning har behandlet mere end stedmoderligt. Rige illustrationer og velvalgte eksempler på konkrete husmandsliv skifter med præcise, veldokumenterede redegørelser for de mest afgørende politiske begivenheder. Hertil er det lykkedes over blot 240 sider på særdeles overskuelig vis at give en sammenhængende præsentation af de danske husmænds og landarbejderes historie fra den sene jernalder op til – næsten – i dag.
Gennemgangen af de mange århundreder fra vikingetid til nyere tid må nødvendigvis blive noget skitsemæssig, også fordi kildematerialet om samfundets nederste lag er særdeles sparsomt. Fra 1700-tallet står vi imidlertid på fastere grund, og her er det bogens fortjeneste ganske nuanceret at beskrive husmandsklassen før landboreformerne tager fart. Husmændene udgør én meget forskelligartet samfundsgruppe, der har har det tilfælles, at man råder over et hus, men sjældent har tilstrækkelig med jord for at kunne leve af denne alene. Derfor må jordbrug og husdyrbrug, hvis husmanden har noget sådant, suppleres med andet arbejde, som daglejer, ved hoveri eller de forskellige former for håndværk, som ikke var forbeholdt de privilegerede lav i byerne. Husmanden var derfor også ofte tækkemand, hjulmager, væver, smed, etc. og tog for øvrigt som regel del i landsbyernes fællesdrift.
Den dominerende historieskrivning har fremstillet landboreformerne som et entydigt fremskridt, hvor en ineffektiv kollektivisme afløses af en langt mere produktiv driftsform baseret på den private ejendomsret, hvormed bondeklassen blev ”frigjort”, til alles bedste. Påstanden om, at den øgede produktion primært skulle skyldes fællesskabets ophævelse, har allerede Thorkild Kjærgaard gennemhullet i sin disputats ”Den danske revolution 1500-1800. En økohistorisk tolkning” fra 1991, men Solvang lægger dertil på overbevisende måde, at den ny lovgivning, der iværksattes i 1700-tallet, og som slog igennem i løbet af 1800-tallet, den såkaldte ”bondefrigørelse”, skete på bekostning af husmændene, hvis livsvilkår forringedes ganske betydeligt. Dette skete vel at mærke med de ansvarliges åbne øjne, idet gårdmænd og godsejere var enige om systematisk at afskære husmændene fra adgang til jord, med henblik på des mere effektivt at kunne udnytte deres arbejdskraft. Først i 1850 blev det forbudt at afstraffe landarbejdere korporligt – hvis de var over 20 år gamle…
Som bekendt ændredes disse tilstande radikalt ved lovgivning i 1899, ved efterfølgende forbedringer og i 1919. Man tilstræbte nu at etablere husmandsbrug af en størrelse, så de kunne brødføde en familie. Motivationen var primært, at man ville fastholde arbejdskraft i landdistrikterne, hvor mange ellers ville søge til byerne – eller udvandre. Især 1919-reformen er bemærkelsesværdig ved at være stærkt georgistisk inspireret: Jorden kunne lejes af staten for to en kvart procent af vurderingen pro anno, hvilket nota bene dæmpede jordspekulationen. Et yderligere motiv for denne reform var ønsket om at undgå social uro som i udlandet, hvor kronede hoveder faldt på stribe.
Både lovgivningen og dens implementering skete dog også i høj grad som konsekvens af pres fra en stadig mere selvbevidst husmandsbevægelse, godt støttet af skolelærere, intellektuelle og andre bogligt uddannede. Mange steder dannedes regulære husmandskolonier på udstykkede herregårde og anden større jordejendom. Den funktionalistiske mellemkrigs-arkitektur præger stadig landskabet mange steder, men det oprindelige husmandsliv er ifølge Solvang dog forsvundet, da ejendommene er overtaget af pendlende byfolk med ”naturinteresser”.
Det er på det sidste punkt, undertegnede vil rejse en mild kritik: Som Solvang også registrerer det i sin grundige studie af kolonien Rønhave, sker der gradvis en ”integrering” – og så er der jo i stadig mindre grad tale om byboere. Og som vi, der i dag bebor de mindre ejendomme, har erfaret. er det snarere ugunstige støtteordninger og benspænd fra regelregimentet, der bremser for at drive landbrug. Endelig må man vel sige, at den store mængde arbejde udengårds betegner en tilbagevenden til det, der igennem tiden oftest har været reglen, nemlig at husmænd måtte tjene til livets ophold både ude og hjemme.
Strukturudviklingen har kun i begrænset omfang berørt de mindre brug, der i dag er livsrammen for en stor del af landdistrikternes tilbageblevne og hjemvendte befolkning. Derfor er ”Husmænd gennem 1000 år” ikke en beretning om kuriøse og interessante, egentlig uvæsentlige forhold fra en underholdende, længst svunden fortid. Tværtimod vil jeg forudsige, at bogen kommer til at spille en vigtig rolle i opbygningen af en ny politisk, social og kulturel identitet, som nu spirer i den moderne husmandsbevægelse.
Bogen forhandles igennem Forlaget Solvang: www.forlagetsolvang.dk/bestilling
