Svinevalgets ”far”: Griseindustrien er færdig

Nyhed  |  23. marts 2026
            

Henrik Windfeldt var liberal, inden han så grisenes forfærdelige liv i danske stalde. Nu er han en af de vigtigste figurer bag det svinevalg, der er kommet bag på politikere, journalister og eksperter.

Du kender ham sikkert – altid ulasteligt klædt, velformuleret og med et skarpt blik. Henrik Windfeldt ligner på ingen måde den venstreorienterede veganertype, som landbruget og Venstre elsker at møde i debatter.

Windfeldt er ikke typisk. Han har eget firma og har tidligere stemt på Liberal Alliance. Han har været i mange grisestalde som aktivist, han har researchet og han har lagt en plan, som har foldet sig ud her under valgkampen. Og som har taget fusen på de mange eksperter, journalister og politikere, der slet ikke havde set dyrevelfærd, gylle og grise som det store tema op mod valget tirsdag.

Men ude i befolkningen var der genklang. For det viste sig hurtigt, at der både er vælgere blandt venstreorienterede og blandt borgerlige og liberale, der ikke bryder sig om dyrplageri og rovdrift på natur og drikkevand.

Under den afsluttende debat søndag aften var alle partier – mere eller mindre – opsatte på, at det er grisenes og drikkevandets tur.

Det skal være slut med klippe grisenes haler af, slut med at kastrere hangrise uden bedøvelse og slut med den ekstrem-avl, hvor hver so får 20 unger, selv om den kun har 14 patter. Og hvor 25.000 grise dør hver dag i staldene.

Hvis politikerne holder, hvad de lover, så er Henrik Windfeldt ikke i tvivl om, at griseindustrien, som vi kender den, er færdig:

-Ja så er det slut med den store danske svineeksport. Det danske svinelandbrug er i en international priskrig på svinekød, og vi forædler det ikke rigtigt, siger Henrik Windfeldt til DR P1-morgen d. 21-03. Han peger på, at landmændene gang på gang har presset politikerne til at dispensere, så de får lov at bøje dyrvelfærdsloven:

-Landbrugslobbyen er jo kommet til Christiansborg og har sagt, at hvis de ikke får lov til for eksempel at halekupere på trods af, at det har været ulovligt i 30 år, så kan de ikke konkurrere med tyskerne og polakkerne om pris. Og lov, det fik de.

-Hvis politikerne ikke længere vil tillade og begynder de at inddrage alle de her undtagelser, så er det slut. Så kan de ikke konkurrere, for uden forædling er grise bare en råvare. Akkurat som den der har den billigste olie, sælger den, siger Henrik Windfeldt.

Vurderingen bekræftes af en rundspørge, som Frie Bønder – Levende Land har foretaget blandt kandidaterne ved folketingsvalget. Her er stort set alle enige om, at den industrielle dyreproduktion i det mindste skal nedskaleres, og brugen af sprøjtegifte udfases. Tilmed er alle adspurgte politikere enige om, at der skal være flere små og mellemstore landbrug, og at agroøkologisk, naturnær drift skal fremmes.

”Afviklingen af svineindustrien sker ikke blot af etiske grunde, men også fordi den nu er så urentabel og skadelig for samfundsøkonomien, at store kapitalinteresser er trådt op i modsætning til den animalske industri.

Det viser sig blandt andet i Novo Nordisk Fondens donation af 10 mia. DKK til Den grønne Trepart, og i Carlsbergs engagement i såkaldt regenerativt landbrug”, udtaler FBLLs forperson Ole K. Davidsen, der i øvrigt finder den pludselige interesse for dyrevelfærd meget glædelig, men samtidig understreger, at der kommer et efterspil til folketingsvalget:

”Det næste store spørgsmål bliver, hvad der skal afløse dyreindustrien og jordbruget baseret på gift og kunstgødning. Her står valget mellem to alternativer: Enten en ny industriel ”plantebaseret” stordrift med fokus på ”biosolutions” som industriel udvinding af protein fra græs, biochar, biogas, mv., eller et agroøkologisk, naturnært jordbrug drevet af mange mindre enheder og fællesskaber”, fortsætter Davidsen, der ”naturligvis” anbefaler den sidste løsning.

– Tommy Byrne

Se også:

Øvrige nyheder

Nyhed  |  8. april 2026

En byrdefuld arv

Landbrugsindustrien har udviklet sig til en kugle om benet på Venstre, der truer med at trække partiet til bunds.
Mark der sprøjtes med gift
Nyhed  |  1. april 2026

Jorden skrider under giftens købmænd

Domstolsafgørelse peger imod endeligt stop for brug af ulovlige sprøjtegifte som Reglone og Asulox.
Grundvand illustration
Nyhed  |  17. marts 2026

Sprøjteforbud deler vandene

Regeringen er nu også i splid med sig selv over beskyttelse af drikkevandet
Mikael Witte: Danske svin, 1978.
Nyhed  |  12. marts 2026

Danske svin er sunde – de strutter stadig af penicillin

Mikael Witte: Danske Svin, 1978
Strand med fedtemøg
Nyhed  |  11. marts 2026

Fedtemøget truer turismen

Ikke bare er det ulækkert – Naturturismen er i fare, ifølge forsker.
Tegning af svin med stort grin, skjorte, slips og jakke
Nyhed  |  6. marts 2026

L&F ”stjal” svinevalget

Før kampagnen rigtig kom i gang, snuppede Landbrug & Fødevarer domænet svinevalg.dk.