Hen over årene har et mønster i dansk landbrugspolitik gentaget sig: Først konstateres pludselig, at noget er gået helt galt: Kulstoffet går til vejrs i uacceptabelt omfang, livet i de indre farvande er døende, biodiversiteten forringes i ekspresfart, og stadig færre mennesker vil bo i landdistrikterne.
Så beslutter man sig til at gøre noget ved det, men gennemførelsen af de nødvendige handlinger overlades på frivillig basis til de hidtil ansvarlige for misærerne. Herefter er man i en periode optimistisk fortrøstningsfuld, indtil det igen viser sig, at alt er blevet meget værre, hvorefter man beslutter, at nu skal der gøres noget ved det. Som fremgangsmåde vælger man en variant af den foregående, hvorfor det hele gentager sig endnu en gang og endnu en gang og …
Det var, da denne stadigt gentagne melodi var blevet en kende for triviel, og da man desuden i stigende grad stødte imod EU´s miljøkrav, at den grønne trepartsaftale blev indgået. Nu skulle det hele blive anderledes, for her havde foregangslandet Danmark opfundet en ny og sikker fremgangsmåde, som hele verden kunne lære af! Alle var glade, bortset fra dem, der ikke var det, nemlig organisationerne, der repræsenterede de folk i landområderne, som sagen angik – men dem overhørte den nyansatte ”trepartsminister” og den centristiske regering fuldstændig.
Det er gået rigtig godt, får vi at vide. Alle de i hast oprettede lokale treparter er blevet færdige med deres arbejde til tiden – hvilket måske ikke er så mærkeligt, for det var kun planer, der blev lagt. Dertil kommer, at de såkaldte ”udtagninger” langt hen har drejet sig om ”lavbundsjord”, dvs. jord der efter nogle tiårs dræning og pløjning har tabt det meste af deres kulstof og derved er sunket, så de ikke er meget værd, og egentlig bedst egner sig som genstand for ”kompensation”. Alt i alt har der ikke lydt nogen protester i den anledning – det hele er jo også frivilligt.
Nu skal vi så videre, nemlig med at reducere kvælstofudledningerne i særligt følsomme områder (og øge dem andre steder, hvilket der ikke tales meget om). Desuden skal der tages skridt til at beskytte drikkevandet imod den stadig mere omfattende forurening af det. Og her er det, at mislyde fra industrilandbrugets organisationer begynder at lyde stadig mere gennemtrængende. Treparten skal ”på pause”, forlanges det af en stribe af erhvervenes ledere. Senest er det endog selve hovedorganisationen Landbrug og Fødevarers absolutte top, der siger fra.
Én ting er, at L&F indklager TV2 for pressenævnet – efter at have tabt retssagen om det tilladelige i at sende optagelser af mishandlede grise, optaget ved ulovlig indtrængen i flere topfolks stalde. Noget andet er, at L&F´s leder Søren Søndergaard d. 07-02 2026 i landbrugsavisen leverer et uhørt voldsomt angreb på miljøminister Magnus Heunicke, der beskyldes for både løftebrud i forhold til trepartsaftalen og for ”dårligt håndværk i en sjældent set grad – uden dokumentation for påstandene og bygget på fejlagtige præmisser”. Lignende udfald har han udsat trepartsminister Jeppe Bruus for. Tonen er så hård, og argumentationen så fri for nuancer, at det er svært at tro, at afsenderen har noget ønske om et fremtidigt kompromis.
Det er sikkert også lige dér, vi er. Med trepartsaftalen vandt landbrugsindustrien yderligere et par år uden væsentlige indgreb. Det er således lykkedes at holde offentligheden hen indtil folketingsvalget, hvorefter ny ministre kan fralægge sig ansvaret for de foregåendes fejltrin, og L&F vil kræve nye forhandlinger, nu da processen jo desværre løb af sporet – pga. den nu foregående regering. Vi får så se, om det igen lykkes at lande en ”genial” løsning, baseret på frivillighed – eller om befolkningens flertal ikke til den tid omsider har fået nok.
OKD
Kilder:
www.facebook.com/magnus-heunicke
jyllands-posten.dk/debat/vil-treparten-briste-eller-baere
Se også doku i Heunicke versus Søndergaard i ”Nyttig Info” her på siden.
