Hjem / Nyt og viden / Analyse og debat / Treparten – hvor skal det ende?
Af Ole Kjærulff Davidsen
Den grønne trepart blev født med fæle fejl. De må rettes, hvis ikke projektet skal crashe.
Det er nu godt et år siden, aftalen om grøn trepart faldt endeligt på plads. I mellemtiden er der sket ikke så lidt. Specielt skal nævnes den udbredte kritik, som ikke blot vi og andre i ”Den mørkegrønne Bevægelse” har fremført (således Landdistrikternes Fællesråd og Økologisk Landsforening) og den radikale ændring af landbrugsstøtten som er sket ved, at trepartsaktiviteterne langt hen skal finansieres ved en omlægning af EU’s støtteordninger. Senest har aftalen om reduktion af kvælstofudledninger givet anledning til nærmest tumult imellem de tunge spillere i processen. Det er på tide at se nærmere på, hvad der egentlig er grundlaget for trepartsaftalen, og hvor udmøntningen af den bærer hen.
Aftalen om grøn trepart blev i sin tid (nov. 2024) nationalt som internationalt promoveret som et en manifestation af en trinhøjere form for demokrati og som banebrydende for klimaindsatsen. En noget anden vurdering blev af førende danske jordbrugsøkonomer kort efter fremsat i en rapport om landbrugets situation, udgivet af IFRO (tidl. Fødevareøkonomisk Institut, KU). Her kunne man læse, at implementeringen af den samme trepartsaftale med stor sandsynlighed ville ende i intet mindre end ”kaos”.
Forklaringen var, at jordejerne ville holde sig tilbage fra at deltage i jordomlægningen, fordi der var udsigt til mere lukrative støtteordninger i fremtiden; dermed ville jordpriserne stige yderligere, mere i støtte ville blive nødvendigt, osv., osv. Dén kritik forholdt regeringen sig ikke til. Ministeren for grøn trepart undlod også omhyggeligt at forholde sig til de fælles indvendinger fra 16 grønne organisationer og sendte trods udtrykkelige opfordringer ingen repræsentant til konferencen herom på Christiansborg i maj. Se Frie Bønder-Levende Lands Youtube-kanal.
Heller ikke indvendinger fra organisationer, der ellers er gode venner med regeringen, som Bæredygtigt Landbrug, Landdistrikternes Fællesråd og Økologisk Landsforening førte til konkrete resultater. Det er der vel at mærke heller ikke kommet af det omfattende arbejde i de nyoprettede ”lokale treparter”, hvor repræsentanter for kommuner, Naturstyrelsen, Landbrug & Fødevarer (L&F) samt Danmarks Naturfredningsforening (DN) er blevet – næsten – enige om planer for en første fase af en jordomlægning.
Lige siden offentliggørelsen af aftalen er der jævnligt kommet erklæringer fra Bruus om, hvor planmæssigt og glimrende processen skrider frem. Og når f.eks. professor Henrik Vejre og projektchef Helga Grønnegaard d. 13-07 2025 her i avisen spørger: ”Kan – og bør – vi omlægge 10 pct. af det danske areal uden fysisk planlægning, omsorg for landskab og bygningers fysiske fremtræden og uden blik for et socioøkonomisk løft af landdistrikterne som bo- og arbejdssted?” – ja, så er svaret fra den demokratisk sindede minister og do. regering larmende tavshed.
På det seneste er det imidlertid ikke blot kloge hoveder, men magtfulde mænd m/k, der siger fra. Således opfordrer syv repræsentanter for grene af fødevaresektoren, herunder formændene for svineproducenterne og mælkeproducenterne, til at ”sætte treparten på pause”. (JP 12-12 2025). Samtidig erklærer formanden for Landbrug & Fødevarer, at han er ”rigtig ked af” det sidste tillæg til treparten, kvælstofaftalen. I betragtning af, at den kommende udmøntning af planerne afhænger af aktørernes velvilje, kan man roligt konkludere, at trepartsprocessen allerede nu befinder sig i krise.
Nu vil udenforstående måske spørge, hvad der egentlig foregår. Alt er i skønneste orden og alligevel på vej ud i kaos? Her er det korte svar: ”Ja naturligvis”. Mønsteret er velkendt: Først konstateres pludselig, at noget er helt galt: Kulstoffet går til vejrs i uacceptabelt omfang, livet i de indre farvande er uddødt, biodiversiteten forringes i ekspresfart, og menneskene forlader landdistrikterne – hvis de ellers kan. Så beslutter man sig til at gøre noget ved det, men gennemførelsen af de nødvendige handlinger overlades på frivillig basis til de hidtil ansvarlige for misærerne. Herefter er man i en periode optimistisk fortrøstningsfuld, indtil det igen viser sig, at forholdene i alt væsentligt er blevet meget værre, hvorefter man beslutter, at nu skal der gøres noget ved det. Som fremgangsmåde vælger man en variant af den foregående, hvorfor det hele gentager sig endnu en gang, og endnu en gang, og…
Man kan spørge, hvordan dette skuespil kan gentage sig i betragtning af, at det er enkelt at dokumentere og altså burde være uden for saglig diskussion. Svaret er igen enkelt: Magtforholdene i samfundet har ændret sig i det ny årtusinde: Staten er et stærkt instrument, men et svagt subjekt, og den lovgivende forsamling er ligeledes svækket. Siden daværende landbrugsminister Mette Gjerskovs fald d. 09-12 2013 har Socialdemokratiet ikke haft en selvstændig landbrugspolitik, og landbrugs- og miljøpolitikken har det sidste tiår ned i detaljer været dirigeret fra Landbrug & Fødevarers hovedkvarter Axelborg.
Hvad er da nyt med trepartskonstruktionen? Det nye er, at regeringen i vidt omfang lægger ansvaret fra sig og overlader det til interesseorganisationer, der fremstilles som repræsenterende modsatte interesser (heraf ordet ”trepart”) og desuden som repræsentative i forhold til natur- og landbrugsinteresser. At ingen af delene er tilfældet, er et mindre problem, for det ligger i selve rationalet, der er en fortsættelse af det fra Nordamerika importerede ”collective impact”-princip, at aktører, der måtte have andre interesser end de udvalgte, holdes omhyggeligt uden for beslutningsprocessen. Det samme gælder den brede offentlighed, der ellers må antages at fatte stigende interesse for begivenhederne, al den stund regningen til skatteyderne vokser eksplosivt.
Også af den grund har det været nødvendigt med en mere omfattende camouflage end tidligere. Og også derfor skal jeg i det følgende gøre rede for, hvordan denne nærmere er konstrueret.
For det første tilskyndes offentligheden til at forstå L&F som ”landmændenes” eller ”bøndernes” repræsentant. Imidlertid findes der ikke flere ”bønder” i betydningen selvejende gårdmænd. Ejerne af de ca. 5800 tilbageværende og stadig færre fuldtidsbrug er store selskaber, godsejere og rigmænd, der ofte ikke er bosiddende på deres ejendom. L&F har hemmelig medlemsliste, men det gælder her som andre steder, at indflydelsen følger med pengebidraget, hvis størrelse nødvendigvis også er ukendt. Man kan dog roligt regne med, at her følger indflydelsen ikke, som i de gamle andelsforeninger, ”hoveder frem for høveder”, og dem med mange ”høveder” er naturligvis fremstillings- og forarbejdningsindustri samt banker og kreditforeninger.
Noget tilsvarende gør sig gældende med hensyn til DN, hvis medlemmer fortrinsvis bor i lejligheder og villaer i byerne, og kun kommer i landdistrikter ”for at opleve naturen”. DN har en noget mere gennemsigtig struktur, men er dog kendetegnet ved et indirekte demokrati og en tilsvarende svag diskussionskultur. Nævnes skal det også, at DN i trepartssammenhæng officielt formodes at ”repræsentere naturorganisationerne”, men det har de andre naturorganisationer – hvad det så er – ikke mærket noget til.
Men, kunne man indvende, balancerer de to udvalgte organisationer ikke hinanden nogenlunde af? Desværre bliver svaret her et klart nej, for i udgangspunktet er de to i grunden ganske enige: Begge opfatter de natur og landbrug som hinandens modsætninger, hvorfor trepartsforhandlingerne væsentligst har bestået i at dele landet i to skarpt adskilte dele: Produktive arealer, det være sig skov eller agerbrug, hvor der skal gælde så få begrænsninger på driften som muligt, og uproduktiv ”ren natur”, hvor produktionshensyn er ganske fraværende; de ”store græssere” skal græsse, ikke levere kød, skind eller mælk. De to foreninger har da også længe på væsentlige punkter dannet par, og hvad angår ”tredjeparter” er de ganske enige: Udenforstående er kun velkomne i det åbne land på bestemte betingelser og som gæster, for de hører ikke til her. Demografi og liv på landet er således en sag, de to kontrahenter er enige om ikke at bekymres om.
Egentlig er det mig imod at måtte udtale mig som her om de to interesseorganisationer, men de har jo begge indvilget i at påtage sig et ansvar, som angår hele nationen. Umuligt er det heller ikke, at de to bløder op på den skarpe dualisme mellem natur- og kulturlandskab. Således har DN for nylig besluttet at inddrage begreber som ”naturnært landbrug” og ”madsuverænitet” i sin udviklingsstrategi, og det kan jeg og ligesindede kun hilse mere end velkomment. Hvis nu også L&F vil ændre kurs og – af hensyn også til den kommende generation af landbrugere – begynde at arbejde for at tøjle jordprisernes himmelflugt, ja, så bliver der måske alligevel noget at snakke om, når det i nærmeste fremtid skal afgøres, om den grønne trepart skal ende på historiens mødding eller fortsætte i en korrigeret udgave.