Udgivet i Skriv en kommentar

Omstilling til alternative energikilder vil også omstille samfundet (2. del)

Kronik-skribent: Tor Jordbo, klimadebattør, cand scient i geografi og psykologi og lektor v. Svendborg Gymnasium og HF.

Omstilling bliver i debatten et spørgsmål om, hvordan vi erstatte de fossile brændstoffer med alternative energikilder uden at lave samfundet om. Vi vil med andre ord løse de nuværende problemer med den rationalitet vi plejer. Det er der flere årsager til ikke er en god ide. Specielt fordi det er den dominerende energikilde, der former samfundet, og derfor er energiomstilling en proces, der ændrer det.Det er vigtigt vi forstår betydningen af og mulighederne i de samfundsomvæltende kræfter der er på spil. Vi har brug for mentale modeller, der kan erstatte de gamle og meget magtfulde modeller som de fossile brændstoffer har lært os at tænke i. Indser vi det ikke kommer vi til at bygge endnu flere veje, lufthavne, købe endnu flere biler, lastbiler, skibe og fly, og lave bygninger og organiserer samfundet på måder, der i en energiomstillet nær fremtid vil være værdiløse.

Trafik

Der er nogle væsentlige forskelle mellem fossile brændstoffer og den alternativt produceret elektricitet, og ved at se på dem, kan vi også få en ide om, hvad det betyder at gennemføre en energiomstilling. De væsentlige alternative energikilder leverer alle elektricitet, så spørgsmålet er hvordan det vil forme samfundet når den dominerende energikilde bliver den flygtige elektricitet?

Vi skal bevæge os fra energikilder, der indvindes i en koncentreret, bundet form til energi fra areale flader på en flygtig form.

Mens de fossile energikilder findes enkelte steder på jorden i overflod og venter på, at vi indvinder dem, finder vi, at der er potentiale for alternativ energi alle steder på Jorden, den skal dog møjsommeligt høstes, op-koncentreres og bruges eller gemmes.

Olieboreplatform

Elproduktionen er svingende, den er svært at gemme, og det er netop derfor også svært at anvende elektricitet i transportsektoren, specielt når det kommer til store transportmidler som lastbiler, mobile entreprenørmaskiner, skibe, landbrugsmaskiner og fly.

En økonomi baseret på alternative energikilder, er en mere nøjsom økonomi, det skyldes bl.a. at mange af de ressourcer, som den fossile brændstoføkonomi giver adgang til, er væk eller bare svære at få fat i uden store mobile maskiner. Det kan være ressourcer som regnskovstømmer, mineralske råstoffer som jern, kobber, sølv, guld og glas, beton og stål.

Elektricitet og elmotorer giver store muligheder helt lokalt. Elnettet og elektromotorer giver masser af muligheder for at udføre arbejde og skabe og omforme råstoffer. Det skal blot være råstoffer, der ikke kommer langvejs fra og som ikke skal anvendes langt væk. Elektricitet vil fordre et samfund, der arbejder energikrævende, når energien er tilstede, og som er langt mindre afhængig af mobilitet af varer og mennesker. Generelt en økonomi, der er langt mere afhængig af lokale stof-, materiale- og pengestrømme.

Det er ikke bare bevægelsen væk fra de fossile energikilder, der omformer samfundet, det gør det gradvise faldende nettoenergioverskud også. Forståelse af nettoenergi er hel central i forståelsen af, hvad energi og energiomstilling betyder for samfundet.

Uanset om vi stiller om til alternative energikilder eller ej vil vi i stigende grad se et fald i den energi der er til rådighed for samfundets øvrige sektorer.Dette kaldes også for netto-energi eller ERoEI (energy return on energy invested). Det betyder grundlæggende, at energisektoren og produkter og processer, der er energikrævende, vil beslaglægge en større andel af økonomien. Man kan også formulere det sådan her: Når energioverskuddet falder, vokser energisektoren.

Vindmøller/solceller

En energiomstilling med et fald i ERoEI, vil medføre nogle betydelige forskydninger i erhvervssektorerne. Uvægerligt vil vi se et fald i de tertiære erhverv, fordi både de primære og de sekundære erhverv vil efterspørge arbejdskraft, og i øvrigt også komme til at stå for en større andel af BNP (der i parentes bemærket samtidig bliver mindre).

Beskrivelse: Der er ingen alternativ tekst for dette billede

De primære erhverv vil vokse bl.a. landbrug, fiskeri, minedrift, skovdrift og gartneri vil beskæftige en større andel af befolkningen og samtidig vil råstofferne fra disse sektorer stige i pris.

Vi vil også se en stigning i den sekundære sektor, da lokale industri og håndværk gradvist vil få større betydning i takt med, at de fossile brændstoffer reducerer den globale industris armslængde.

Energiomstilling i sig selv kræver en større sekundær sektor i produktionen, opsætningen, vedligeholdelsen og udbygningen af de lokale alternative energikilder og energiløsninger.

Det der ændrer samfundet, er ikke en mangel på energi, der er masser af energi både i alternativt og fossilt. F.eks. findes der lige så meget olie i Canadisk og Venezuelansk tjæresand, som den olie vi har brændt af ind til i dag, den er blot svært at få fat i energimæssigt og miljømæssigt set.

Tjæresand og hydraulisk fracking er energiindustrier der kan præstere en ERoEI på mellem 8:1 og 4:1. Det vil groft sagt betyde, at hvis samfundet skal være baseret på disse energikilder alene, vil mellem 12,5% og 25% af arbejdsstyrken arbejde alene i den sektor og kræve ca. den samme andel af BNP. Omstilling og faldende ERoEI er ikke en energikrise, det er en energikvalitets krise.

Alternative energikilder som vind og sol har et nettoenergiregnskab på omkring 20:1. En vindmølle leverer ca. 20 gange så meget energi, som der bruges til at opføre den, tilbage til samfundet. Og hvis elektriciteten skal omdannes til et flydende brændstof eller lagres, så bliver dette overskud endnu mindre.

Det krævet et stort energiudlæg for at nyttiggøre alternative energikilder. Svimlende energiinvesteringer. Vi venter stadig på en hypotetisk teknologi, der kan implementeres og opskaleres, som vil kunne løse omstillingensproblemet, uden at ændrer samfundet særligt meget. Problemet er, at den sandsynligvis ikke findes, og vi kan ikke vente længere.

Elektricitet fordrer brugen af ikke mobile maskiner og har et varierende energioutput, der skal bruges her og nu. Derved fordrer elektricitet brugen af lokale råstoffer og ressourcer.

Lavere ERoEI, mindre adgang til råstoffer og plastik, skaber større afhængighed at naturprodukter og lokale råvarer og det ændrer rammerne for samfundsudvikling.

Globaliseringen drevet af de fossile energikilder har homogeniseret verden og virksomheder og eksporteret den samme model, samme løsninger og samme problemer til hele verden. Med overgangen til alternative energikilder vil vi se en diversificering af løsninger i omstillingen. Dette skyldes, at de lokale naturgivne og kulturelle forskelle komme til at betyde mere og mere i takt med, at de globaliserende energikilder udfases og derved sker der en mindskelse af deres centraliserende og homogeniserende rationalitet.

De lokale og naturgivne forhold spiller en større rolle fordi andelen af transport i samfundet helt generelt bliver mindre, og derved bliver de lokale fødevarer og råstoffer de enkelte områder har rådighed over der slår tonen an i omstillingen og udviklingen. Selv inden for landets grænser vil vi opleve en større forskellighed og forskellige modeller i omstillingen. Omstilling til lokale energikilder og elektricitet vil grundlæggende forme en decentralisering af magt og beslutningskompetencer, og styrkelse af det helt lokale og nære.

Skriv et svar