Begrebet økologisk råderum er et forsøg på at konkretisere bæredygtig udvikling. I Danmark blev begrebet i 1995 anvendt i Miljø- og Energiministeriets ”Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse”. Økologisk råderum blev her defineret som:
”Den mængde naturressourcer, der kan bruges pr. år, uden at vi forhindrer fremtidige generationer i at få adgang til den samme mængde og kvalitet”. På den måde bliver de langsigtede og globale aspekter af ressourceanvendelsen det centrale i bestemmelsen af det økologiske råderum.
I et forsøg på at bruge det økologiske råderum som en slags pejlemærker for ressourceanvendelsen gennemførte Miljø- og Energiministeriet fra 1986 til 88 tre projekter som skulle konkretisere det økologiske råderum gennem analyser af det økologiske råderum indenfor landbrug, skovbrug og ikke-fornybare ressourcer.
De tre projekter vedrørende det økologiske råderum viste at, hvis fremtidige generationer skal have adgang til den samme mængde og kvalitet af ressourcer som vi har i dag, er der brug for væsentlige reduktioner i de industrialiserede landes ressourceforbrug. Men samtidig viste analyserne også at det økologiske råderum, det vil sige hvor meget vi kan tillade os at bruge i dag, afhænger meget af de forudsætninger, der vælges for analysen. Med hensyn til forudsætninger henvises der i denne forbindelse til, at der i denne form for fastlæggelse af det økologiske råderum må dette foretages udfra nogle kompromis mellem miljøets bæreevne og hensynet til økonomien.
Ifølge denne fremgangsmåde for fastlæggelse af det økologiske råderum vil niveauet for miljøets bæreevne være bestemt af, hvordan man betragter mulighederne for, hvordan forskellige typer af kapital dels kan understøtte hinanden og dels kan træde i stedet for hinanden (substituere). Der skelnes i den forbindelse mellem 4 typer af kapital:
· Menneskeskabt kapital (maskiner, bygninger, infrastruktur mv.),
· Naturkapital (for eksempel kobber, skove, ren luft, evnen til at omsætte forurening),
· Humankapital (for eksempel investeringer i uddannelse, sundhed, ernæring),
· Social kapital (den institutionelle og kulturelle basis for samfundet).
Forskellene mellem de niveau, der anlægges for miljøets bæreevne og dermed den bæredygtige udvikling, vil være bestemt af i hvor høj grad, der anses for at være mulighed for at disse kapitaltyper kan substituere hinanden. Der skelnes her mellem 4 forskellige typer af bæredygtig udvikling: meget svag – , svag -, stærk – og meget stærk bæredygtig udvikling.
Meget svag bæredygtig udvikling
I den meget svag bæredygtig udvikling anses der for at være fuld substituering mellem de 4 fire typer af kapital. Det betyder, at man accepterer at en type kapital f.eks. naturkapital kan reduceres betinget af, at der samtidig sker en mindst tilsvarende forøgelse af en anden type kapital f.eks. menneskeskabt kapital. Dette er en meget teknologioptimistisk tilgang til bæredygtighedsbegrebet, og er samtidig den tilgang, der tager mest hensyn til økonomien. I denne tilgang forudsættes det, at den bæredygtige udvikling vil kunne sikres gennem samspil mellem de frie markedskræfter og den teknologiske udvikling.
Svag bæredygtig udvikling.
I den svage bæredygtig udviklings tilgang regnes der også med at de forskellige typer af kapital kan substituere hinanden, dog med den undtagelse at der er visse typer af naturkapital, som har speciel karakter, og som derfor kræver, at der opretholdes et vist minimum af disse naturressourcer. I miljøpolitikken er det derfor nødvendigt at fastlægge nogle fysiske indikatorer til at overvåge, at ressourceanvendelsen ikke bringer disse typer af naturkapital under dette minimum.
Stærk bæredygtig udvikling.
I den stærke bæredygtighed udviklings tilgang accepteres kun en meget begrænset substituering mellem kapitaltyper. Der kan accepteres en begrænset substituering mellem ikke-fornybare og fornybare ressourcer. Men det vigtigste er at mængden af naturkapital holdes konstant.
Meget stærk bæredygtig udvikling.
I den meget stærke bæredygtighed udviklings tilgang accepteres der ikke mulighed for substituering mellem kapitaltyper. I denne tilgang er kravet, at de kommende generationer skal sikres mindst samme mængde af hver enkelt kapitaltype. Her afvises at teknologien kan medvirke til at skabe bæredygtig udvikling, ligesom kompromisser i forhold til økonomien afvises.
