Kronik-skribenter: Jeppe Læssøe og Niels Larsen
Jeppe Læssøe, Professor emeritus med særlige opgaver indenfor pædagogik, samfund og bæredygtig udvikling. Niels Larsen, Ph.d., tidligere lærer nu konsulent indenfor Uddannelse for Bæredygtig Udvikling og Global uddannelse. Begge i bestyrelsen for RCE-Denmark – www.rce-denmark.dk
Stort set alle verdens lande har forpligtiget sig til at arbejde for at opfylde FN’ 17 verdensmål for bæredygtig udvikling inden 2030. Opgaven er vanskelig, fordi problemerne med naturgrundlaget hænger sammen med udviklingen i teknologi, produktion, forbrug, infrastrukturer, økonomi, sociale og kulturelle forhold. Derfor er der brug for helhedsløsninger, hvor alle dele af samfundet bidrager.
I Danmark er der bred politisk opbakning til verdensmålene. Regeringen og dens støttepartier har profileret sig som grønne, og med en klimalov og andre initiativer forsøger den at påvirke erhvervslivet, økonomien og forskningen i bæredygtig retning. Ét område glimrer imidlertid ved at være fraværende: Uddannelsesområdet.
Globalt netværk
Siden 2010 har vi deltaget i et nationalt netværk til fremme af uddannelse for bæredygtig udvikling.
Netværket blev samme år anerkendt af United Nations University som et ‘Regional Center of
Expertice’ (RCE). Vi er som sådan med i et globalt netværk af 175 lignende RCE’er, der alle arbejder med uddannelse for bæredygtig udvikling. Vores primære formål er at fremme vidensdeling på
området, men vi har samtidig erfaret, at der ikke er politisk opmærksomhed på koblingen mellem uddannelse og bæredygtighed. Derfor har vi med 36 uddannelses- og bæredygtighedsorganisationers opbakning henvendt os til regeringen og samtlige politiske partier med forslag om udvikling af en national strategi for uddannelse for bæredygtig udvikling.
Henvendelsen blev sendt i august 2019 og blev i efteråret fulgt op af en række positive møder med repræsentanter fra de politiske partier og embedsmænd fra Børne- og Undervisningsministeriet samt Uddannelses- og forskningsministeriet. Vi har nu siden starten af december sidste år ventet på ministrenes svar, og undrer os – trods corona-krisen – over, om den lange ventetid skyldes, at vi nu igen står over for en regering, som ikke ønsker at medvirke til fremme af uddannelse som del af en bæredygtig udvikling.
Samtidig med at vi selvfølgelig fortsat håber på et positivt svar fra regeringen, finder vi det af flere grunde bemærkelsesværdigt, at koblingen mellem uddannelse og bæredygtighed stort set er fraværende i regeringens politik.
Uddannelserne det oplagte sted for omstilling
Helt overordnet kræver bæredygtig omstilling, at vi ændrer bevidsthed og vante praksisser, samt udvikler nye kompetencer. Det er med andre ord svært at forestille sig forandringer uden undervisning og læring. Og uddannelsesområdet er, om noget, det mest oplagte læringssted for disse forandringer.
En anden grund er, at det ikke har skortet på internationale opfordringer til nationalpolitiske initiativer for at styrke uddannelsesområdets medvirken til en bæredygtig udvikling. Således havde FN et tiår for ‘Uddannelse for Bæredygtig Udvikling’ fra 2005-2014, som siden da er blevet forlænget med to globale handlingsprogrammer. UNESCO har i den forbindelse fremhævet fem prioritetsområder, hvoraf det første handler om at styrke den nationalpolitiske indsats til fremme af Uddannelse for Bæredygtig Udvikling.
En tredje grund er, at Danmark har underskrevet og dermed forpligtiget sig til at medvirke til opfyldelsen af FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Uddannelse udgør et af disse verdensmål (mål 4) og heri handler et af delmålene om, sig viden og færdigheder, som er nødvendige for at fremme en bæredygtig udvikling. Derudover at alle elever inden 2030 skal kunne tilegne indgår uddannelse som en vigtig faktor i arbejdet med at indfri alle de øvrige verdensmål for bæredygtig udvikling.
Det er således ret markant, at der i Danmark, hvor vi prioriterer uddannelse højt og hvor der er bred opbakning bag bæredygtighed, stort set ikke har været politiske initiativer til fremme af koblingen mellem bæredygtighed og uddannelse. UNESCO’s anbefaling om at udvikle nationale strategier er blevet fulgt af mange andre lande. Man kan med fordel se til Irland eller til Tyskland, hvor sidstnævnte i 2017 vedtog sin anden strategiske handlingsplan for uddannelse for bæredygtig udvikling, der er på hele 144 sider.
Hvorfor national strategi i Danmark?
Så hvorfor ikke i Danmark? Det ser vi mindst tre forklaringer på:
For det første er mange skoler og uddannelsessteder faktisk allerede begyndt at arbejde med verdensmålene og bæredygtighed, hvorfor behovet for en national strategi kan anfægtes.
For det andet findes der et ideal om, at staten generelt skal undlade at detailstyre uddannelsernes indhold. Selvom det alligevel sker på flere områder, så giver idealet anledning til modvilje mod en national strategi for bæredygtighed i uddannelserne af frygt for, at den vil komme til at underminere kommunernes, uddannelsesstedernes og undervisernes råderum til at bestemme indholdet.
For det tredje er uddannelsespolitikken fokuseret på at fremme faktuel viden og kvalifikationer, mens et emne som bæredygtighed ses som et etisk og politisk spørgsmål, som nogen mener ikke er uddannelsers opgave at beskæftige sig med.
Vi er enige i, at der allerede findes muligheder og mange gode eksempler på undervisning i bæredygtig udvikling i Danmark. Vi er også enige i at fastholde uddannelsernes autonomi. Og vi er meget enige i, at uddannelser ikke skal missionere bestemte politiske og etiske holdninger.
Men vi er uenige i, at det overflødiggør behovet for en national strategi for uddannelse for bæredygtig udvikling. Der er brug for en national strategi som skaber overblik samt indblik i erfaringerne fra det, der allerede er i gang, og som på den baggrund rummer handleplaner for den videre indsats for at styrke uddannelsernes mulighed for at tænke i det bæredygtige – herunder de 17 verdensmål.
Disse handleplaner skal ikke udvikles top-down, men skal udvikles i samarbejde mellem alle relevante aktører, herunder ikke mindst uddannelsernes organisationer. Strategien skal således ikke handle om politiske diktater, men om samskabelse af initiativer, der kan hjælpe til at udbrede, understøtte, kvalificere og skabe de nødvendige rammebetingelser for arbejdet med verdensmålene og bæredygtighed indenfor alle typer uddannelse – lige fra før skolealderen til universitetsuddannelserne. Lad os begrunde det lidt nærmere:
Der mangler forskning
Der findes i dag ikke forskning eller andre former for systematisk kortlægning af, hvor stor en andel af uddannelserne, der arbejder med bæredygtighed, hvor omfattende deres indsats er, hvordan de gør det, hvilke erfaringer der er og hvilke barrierer og muligheder der kan være.
Vi ved dog, at der er mange steder, som ikke – eller stort set ikke – arbejder med bæredygtighed. Vi ved også at det i høj grad skyldes usikkerhed eller rådvildhed med hensyn til, hvordan det skal gribes an og ikke mindst, hvad der findes af muligheder for at integrere det i den eksisterende undervisning. En national strategi bør derfor dels styrke indsatsen for at synliggøre uddannelse for bæredygtig udvikling, dels styrke mulighederne for videnudveksling og rådgivning.
Vi ved også at uddannelse for bæredygtig udvikling på mange af de skoler og uddannelser, hvor man er gået i gang, er præget af ildsjæl-drevne projekter, som bygger på deres frivillige indsats og energi oveni de vanlige undervisningsforpligtigelser. Disse projekter er al ære værd, men de er sårbare og begrænsede af de aktuelle strukturer i uddannelsessystemet. En national strategi bør derfor rumme understøttende initiativer, der kan hjælpe skolerne med at opbygge en solid ‘whole institution approach’, i tråd med UNESCO’s anbefalinger herom. En sådan tilgang indebærer, at uddannelsesinstitutionen gradvis udvikler sin bæredygtige indsats på alle områder; dvs. at det ikke bare handler om undervisningens indhold og form, men også om drift, bygninger, udearealer, samspil med lokalsamfundet og andre partnere, samt ledelse og organisering.
Barrierer skal fjernes
At fremme uddannelsernes mulighed for at arbejde med undervisning og dannelse til bæredygtig udvikling handler i høj grad også om at identificere og fjerne barriererne. Ud fra international forskning og vores erfaring ved vi at det typisk handler om:
– at bæredygtighed ikke indgår i uddannelsernes formål og mål og derfor heller ikke ledelsernes planer, hvorfor det efterfølgende kan være svært for de enkelte undervisere at arbejde med handleplaner og læseplaner, der styrker arbejdet med bæredygtighedstemaet;
– at de eksisterende læreplaner indebærer en stoftrængsel i andre fag end de naturvidenskabelige, hvilket gør det svært at indarbejde undervisning i økonomisk-, social-, økologisk- og kulturel bæredygtighed i de øvrige fag;
– at arbejde med bæredygtighed pædagogisk set bedst styrkes gennem tværfaglige undervisningsforløb, hvilket der i de fagopdelte uddannelser typisk er begrænsede muligheder for;
– at uddannelse for bæredygtig udvikling i høj grad handler om dannelse og kompetenceudvikling, hvilket gør, at det ligger udenfor det fakta-videnfokuserede eksamensstof, som eksamensreglerne tvinger lærerne til at prioritere;
– at ud-af-skolen pædagogik hæmmes af forskellige pædagogiske opfattelser blandt lærer og andre aktører på trods af, at det kan styrke de lærendes motivation, demokratiske handlekompetence, samt kompetencer indenfor innovation, bæredygtighed og entreprenørskab;
– at lærernes efteruddannelsesmuligheder er begrænsede, når det drejer sig om at styrke fagligheden inden for uddannelse for bæredygtig udvikling.
– at der mangler en national medieplatform for uddannelse og bæredygtighed, hvor uddannelsesinstitutioner og undervisere kan finde inspirerende eksempler, forskningsbaseret viden, rådgivningsmuligheder og relevante netværk for videnudveksling;
– at mangel på mål og handleplaner for udvikling af uddannelse for bæredygtig udvikling betyder, at der også er mangel på økonomiske ressourcer til at udvikle både en faglig dybde og det tværfaglige samarbejde, hvorfor det ofte bliver ildsjælene, der skal gå forrest og driver udviklingen frem med fare for, at de frustrerende udbrænder efter et stykke tid, fordi de rette betingelser ikke er til stede.
Bæredygtige uddannelsesmål
En national strategi skal arbejde for, at bæredygtighed kommer ind i uddannelsernes formål.
Derudover skal den ikke lægge yderligere krav på underviserne og institutionerne, men snarere slække på den politiske styring, så de får bedre muligheder for at fremme tværfaglighed og udvikle deres pædagogik i forhold til bæredygtighed. Dette skal den nationale strategi så hjælpe dem med at gøre.
Samtidig skal en national strategi ikke blot bestå af mål og hensigtserklæringer, men også indeholde en handleplan som anviser vejen frem mod målene og som forholder sig til ressourcer, ansvarsfordeling og organisation. Der er således brug for en understøttende strategi, der sikrer tilstrækkelige ressourcer og strukturer til at fremme omstillingsprocessen, og som fjerner eller minimerer barrierer for at planlægge undervisning med henblik på bæredygtig dannelse.
En sådan indsats vil ikke gøre uddannelserne til arnested for bestemte etiske og politiske holdninger. Problemerne med underminering af bæredygtig udvikling er bredt anerkendt, og der er enighed om, at de er vigtige at gøre noget ved. Der er imidlertid ikke, og bliver formentlig aldrig, enighed om løsningerne. Der er uenighed om hvad problemerne skyldes, hvad der bør gøres, hvor meget der bør gøres, af hvem og, hvor hurtigt. Det skyldes at vi har, og altid vil have, forskellige etiske og politisk holdninger. Uddannelsernes opgave er således ikke, at indoktrinere eleverne til ’de rigtige svar’, men tværtimod at danne dem til at forholde sig til de forskellige synspunkter.
Ifølge UNESCO-rapporten ‘Education for Sustainable Development Goals – learning objectives’ fra 2017, handler uddannelse for bæredygtig udvikling ikke kun om viden, men også om at udvikle 8 nøglekompetencer, der blandt andet er kritisk kompetence, men også kompetence til at forestille sig anderledes fremtider, forholde sig til egne og andres normer, begribe sammenhænge, reflektere over egen situation og opbygge en evne til at se problemløsninger integreret, når der tales om komplekse udfordringer for en bæredygtig udvikling. Det handler således om en opdatering af uddannelsernes dannelsesopgave, så den matcher vores verden i dag, og hjælper de lærende med at kunne forholde sig kritisk og konstruktivt til de voldsomme forandringer, vi er vidne til. Ikke mindst corona-krisen har lært os, at disse kompetencer er nødvendige i fremtidens samfund.
Vi skal tænke i konsekvenser på i Verden og i Danmark
Kompetencer, som de nævnte, er vigtige i forhold til spørgsmål om bæredygtig udvikling, fordi vi, for at undgå at save den gren, vi selv sidder på, over, er nødt til at kunne tænke over konsekvenserne af vores handlinger længere ud i fremtiden, videre ud i verden, samt ikke kun for os selv, men også for andre.
På en måde kan man beskrive uddannelse for bæredygtig udvikling som en opdatering af uddannelserne fra en model med rødder helt tilbage til industrisamfundets vugge hen imod former for uddannelse og pædagogik, som svarer til vores verdens udfordringer i dag og mange år frem.
Det kræver en samskabelse mellem undervisere, elever, studerende, ledere, forskere, konsulenter, embedsmænd og ikke mindst politikere. Derfor har regeringen og de politiske partier en særdeles vigtig rolle at spille i en national strategi: nemlig at bidrage til at sikre de fornødne ressourcer til at opbygge et nationalt råd til dialog og samskabelse samt til at fremme forskning, rådgivning, overblik, idegenerering, synliggørelse og videnudveksling om uddannelse for bæredygtig udvikling.
I Tyskland arbejder de med partnerskaber mellem alle relevante aktører med henblik på at sikre de nødvendige ressourcer. Det er en model, vi også kan bruge i Danmark, men det er helt afgørende, at staten – ligesom i Tyskland – medvirker med økonomisk støtte til opbygning og drift af understøttende strukturer og fremme af nye initiativer. De større initiativer, vi indtil videre har set i Danmark, har været muliggjort af bevillinger fra private fonde. Det fører imidlertid kun til spredte initiativer, og en national strategi bør ikke økonomisk baseres alene på private fondes udvalgte donationer. I Danmark har vi set staten yde en mangeårig økonomisk støtte til fremme af naturfag i skolerne. En lignende ordning bør etableres til fremme af arbejdet med bæredygtighed i uddannelserne.
**
Kronikken har været bragt i en kortere version i Dagbladet Information d. 13. juli 2020 – og kan læses her: https://www.information.dk/debat/2020/07/baeredygtighed-uddannelsernes-formaal-boer-national-strategi-soerge?utm_source=amb&utm_medium=email&utm_campaign=artikel
