I den almindelige opfattelse, som har præget industrisamfundenes udvikling, er naturen hovedsagligt blevet anset for at udgøre råstoffet for den tekniske udvikling af velstand og produktionskapacitet. Naturen ansås for at være så robust, at den og dens økosystemer kunne overleve alle de menneskelige indgreb og stadig vedblive med at forsyne os med de nødvendige ressourcer til vores udviklings projekt.
Den bæredygtige udvikling må nødvendigvis forudsætte en anden holdning til naturen. Ud fra en bæredygtighedstilgang må det accepteres, at naturen er sårbar. Der er derfor grænser for, hvor meget den og dens økosystemer kan udsættes for af menneskelig indgriben, uden at der sker skader på naturen i et omfang, som betyder, at den ikke længere kan forsyne os med de nødvendige ressourcer til vores gode liv. Der er endda risiko for, at naturens økosystemer kan bryde sammen i katastrofer, hvis disse grænser overskrides.
Dermed erkender vi, at naturen har nogle væsentlige funktioner for menneskelivets opretholdelse og derved også, at naturen er uerstattelig. Dette indebærer:
”en filosofi om, at vi kun kan leve som kropslige væsner på jorden ved at lade vores politiske og individuelle handlinger bestemme af sammenhængen mellem vores eget kropslige liv og hele jordens materielle liv.” (Peter Kemp)