I løbet af 1980erne blev der i stigende grad sat spørgsmålstegn ved antagelsen om, at hensynet til udvikling og miljø var uforenelige. Synspunkter om, at en fremtidig udvikling, baseret på bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne, var en mulighed, vandt efterhånden frem. Det blev derfor i 1983 i FN besluttet, at der skulle nedsættes en Verdenskommission for miljø og udvikling.
Denne kommission kom til at bestå af 21 internationalt anerkendte personligheder med den
tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland som formand. I 1987 afleverede kommissionen sin rapport til FN’s generalforsamling. Rapportens originaltitel er ”Our Common Future”. På dansk blev den i 1987 udgivet i et samarbejde mellem FN-forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke og fik titlen ”Vores fælles fremtid – Brundtland-kommissionens rapport om Miljø og udvikling”. I daglig tale benævnes den ofte som Brundtland-rapporten.
Brundtland-kommissionens rapport satte for alvor begrebetbæredygtig udvikling på den internationale dagsorden såvel som på den mere lokale dagsorden. I rapporten gennemgås side for side og i meget stærke vendinger den forarmelse, der var sket af såvel menneskelivet som naturen, og det blev slået fast at udviklingen var både uacceptabel og ikke-bæredygtig.
Kommissionen ønskede i stedet at sætte bæredygtig udvikling på den internationale dagsorden. Bæredygtigtig udvikling definerede de som:
”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”
Kommissionen kommer også med nogle bud på hvordan en bæredygtig verden kan forme sig og hvordan vi kan bevæge os hen mod en sådan bæredygtig udvikling, idet den skriver:
”denne kommission tror, at mennesket kan skabe en fremtid som er rigere, mere retfærdig og mere sikker. I vores rapport, Vores Fælles Fremtid, forudsiger vi ikke et stadigt mere udbredt miljømæssigt forfald, fattigdom og lidelser i en stadig mere forurenet verden, hvor ressourcerne bliver stadig færre. Vi ser i stedet muligheden for en ny æra med økonomisk vækst, en vækst som må bygge på forholdsregler, som kan opretholde og udvide det miljømæssige ressourcegrundlag. Og vi tror, at en sådan vækst er absolut nødvendig for at afhjælpe den store fattigdom, som bliver stadig dybere i store del af udviklingslandene.”
Og videre:
”Vi har magten til at bringe menneskers handlinger i overensstemmelse med naturens love, samtidig med at vi nyder godt af denne udvikling.”
Styrken i Brundtland kommissionens anbefalinger til og definition af bæredygtig udvikling var, at den kunne åbne op for at forene hensynet mellem økonomisk vækst og miljøet; at begge hensyn blev gjort til nødvendige forudsætninger for at opnå bæredygtig udvikling. Dermed blev denne definition af bæredygtig udvikling acceptabel for både ilande og ulande. Svagheden var så, at definitionen blev meget bred og derved gav mulighed for mange fortolkninger.