Hvorfor beskæftige sig med bæredygtig udvikling?
Bæredygtighed mellem generationer
Bæredygtig udvikling handler om livsbetingelserne for os selv, vore fremtidige generationer og for mennesker andre steder på kloden. Først og fremmest vil vi alle gerne have, at vore børn, børnebørn og fremtidige generationer efter dem får mulighed for at leve et liv, som er mindst lige så godt og rigt, som det liv vi selv har mulighed for at leve.
Dette er kun muligt, hvis vi overlader dem en verden med tilstrækkelige naturgivne ressourcer til, at de kan skabe det nødvendige grundlag for deres liv, samt hvis vi overlader dem viden, kultur, infrastruktur og institutioner, der sætter dem i stand til at organisere deres liv, så de kan udnytte de naturgivne ressourcer til at skabe et godt og rigt liv.
Noget af det som bæredygtig udvikling handler om er, hvordan og i hvilket omfang vi gennem vore nuværende handlinger og udviklingsprocesser overlader fremtidige generationer sådanne ressourcer.
I den industrialiserede verden oplever vi i dag en materiel velstand, som er større end noget tidligere set. Vi oplever også større grad af politisk frihed og et større kulturelt udbud end tidligere generationer. Men der er ingen naturnødvendighed, der tilsiger, at det også vil være sådan for fremtidige generationer.
Faresignaler imod bæredygtig udvikling
På en række områder kan vi iagttage faresignaler, der indikerer at den nuværende udvikling i vores samfund indebærer trusler imod mulighederne for, at vore fremtidige generationer vil kunne realisere deres ønsker om at leve et godt og rigt liv.
Disse faresignaler har form af:
- Klimaforandringer
- Udtømmelse af naturressourcer
- Forurening
- Tab af natur og biodiversitet
- International ustabilitet og terror
På den anden side indebærer den teknologiske udvikling, at der er blevet og vil blive åbnet op for mange nye muligheder for at forbedre produktions- og levemulighederne for fremtidige generationer.
At finde en balance i samfundet, hvor risikoen for at disse trusler imod den fremtidige bæredygtige udvikling minimeres, og hvor mulighederne for at fremme bæredygtig udvikling udnyttes bedst muligt, er en vigtig proces for at sikre en bæredygtige udvikling.
Global bæredygtighed
Men bæredygtig udvikling handler også om mere end hensynet til vore fremtidige generationer. For mange ligger det også i deres menneskesyn, at der skal tages hensyn til, at alle mennesker i hele verden skal have mulighed for at leve et rigt og godt liv.
Men vi ser gennem medierne hver dag eksempler på, at sådan er det ikke. Kendsgerningerne er at:
- Ca. 1,2 milliarder mennesker har en daglig indkomst, der ligger på under 6 kr. om dagen, medens den daglige gennemsnitsindkomst for de 5 millioner mennesker i Danmark er på 452 kr. om dagen
- Hver indbygger i Danmark brugte i 1998 i gennemsnit 98.310 kr på forbrug, medens det tilsvarende tal for en indbygger i Tanzania var 2.250 kr. En forskel på 44 gange
- En dansker, der fødes i dag, kan i gennemsnit forvente at leve i 76 år. I mange afrikanske lande er den forventede gennemsnitlige levetid omkring 50 år
- I Danmark starter alle børn i grundskolen. I mange afrikanske lande er det kun ca. halvdelen af børnene, der får en chance for at starte en grundskoleuddannelse
Disse eksempler viser, at der er en meget ulige fordeling i verden med hensyn til mulighederne for at leve et godt, rigt liv og for at skabe en udvikling, der sikrer, at ens børn kan leve et sådant liv. Denne skæve fordeling er meget tydelig mellem de lande, der betegnes de udviklede lande (ilande) og de lande, der betegnes udviklingslandene (ulande).
De fleste mennesker i ulandene har således ikke store muligheder for at sikre sig en bæredygtig udvikling, og udviklingsprocessen i ulandene kan i mange tilfælde ikke betegnes som værende bæredygtig. Dette indebærer også en trussel imod den globale bæredygtighed og den globale stabilitet.
Økologisk bæredygtighed
For mange mennesker ligger der også i deres menneskesyn, at et godt og rigt liv ikke kun indebærer hensyntagen til mennesker, men at der også skal tages hensyn til naturen og andre levende organismer. Dette hensyn kan dels være bestemt ud fra en tilgang, om at naturen er til nytte for os, idet den forsyner os med en lang række vigtige naturressourcer. Uden disse naturressourcer vil vi ikke være i stand til at leve et rigt og godt liv. Naturen må derfor beskyttes, og dens økologiske bæredygtighed må opretholdes.
Men for mange indeholder naturen også en egen indre værdi, som det er vigtigt at opretholde og værne om.
Mange forhold vidner om, at naturen ikke har det godt, og at vi ikke er ret gode til at værne om den. Indikatorer for at det forholder sig sådan er:
- Tab af biodiversitet
- Omdannelse af natur til menneskeskabte produktionsområder
- Forurening
Udviklingen i forhold til naturen kan derfor i mange tilfælde ikke betegnes som værende bæredygtig.
Bæredygtig udvikling som ramme for politik
Bæredygtig udvikling er vigtig, fordi:
Bæredygtig udvikling handler om fremtiden forvaltet nu! – At tage højde og ansvar for resultatet af nutidige handlinger, der rammer en anden person eller naturen, til en anden tid og et andet sted.
Bæredygtig udvikling kan således ikke kun ses som et mindre element i samfundets politikudformning. Bæredygtig udvikling må nødvendigvis udgøre den overordnede ramme for al politikudformning.