Tværgående

Målsætninger:

Tilvejebringe den øgede udviklingsbistand, som blev annonceret af adskillige industrialiserede lande ved FN’s Konference om Finansiering af Udvikling i Monterrey 2002 (artikel 85a).

Indtrængende at opfordre de industrialiserede lande, der endnu ikke har nået det, om at tage konkrete skridt til at nå målet, om at yde en udviklingsbistand til udviklingslandene på minimum 0,7% af BNP, og til at indfri deres løfter om bistand til de mindst udviklede lande (artikel 85a).

Etablere god regeringsførelse såvel i hvert enkelt land som internationalt. God regeringsførelse er afgørende for bæredygtig udvikling. Indenrigspolitisk skal bæredygtig udvikling i de enkelte lande baseres på:

  • en fornuftig miljø-, social og økonomisk politik,
  • demokratiske institutioners lydhørhed overfor befolkningens behov,
  • retssikkerhed,
  • tiltag mod korruption,
  • ligestilling mellem kønnene
  • en imødekommende holdning til investeringer (artikel 4).

Alle lande bør fremme fuld folkelig deltagelse i formuleringen og gennemførelsen af politikker for bæredygtig udvikling (artikel 164).

Uddannelse er en forudsætning for bæredygtig udvikling, hvorfor de nødvendige resurser må mobiliseres for at opfylde målet i FN’s Millenium-erklæring om: At sikre alle børn, piger såvel som drenge, grundskoleuddannelse i år 2015 (artikel 116).

Initiativer:

Reducere ulandenes ubæredygtige gældsbyrder gennem gældsreduktioner, gældseftergivelser og andre innovative mekanismer, der kan sikre samlede løsninger på udviklingslandenes gældsproblemer, med særlig henblik på de fattigste og mest forgældede lande (artikel 89).

Gennemføre det udvidede internationale gældseftergivelses-initiativ (HIPC) hurtigt, effektivt og fuldstændigt (artikel 89a).

Fremme, bistå og finansiere adgang til samt udvikling, overførsel og udbredelse af miljøvenlige teknologier og tilknyttet know-how på gunstige vilkår, især over for ulande og tidligere østlande (artikel 105).

På nationalt niveau sikre adgang til miljøoplysninger samt folkelig deltagelse i beslutninger (artikel 128).